3XN vinder undervisningsbyggeri i Sverige
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
3XN er kåret som vinder af arkitektkonkurrencen om et nyt undervisningsbyggeri for Mälardalens Högskola - en professionshøjskole i Eskilstuna sydvest for Stockholm.
Den danske tegnestue 3XN har vundet arkitektkonkurrencen om at udforme Mälerdalens Högskola sydvest for Stockholm. Vinderforslaget består af et samlende hus, som tilbyder undervisningsfaciliteter og arbejdspladser til henholdsvis 4.000 studerende og 350 ansatte. Projektet omfatter ombygning af en fredet badeanstalt og et nybyggeri på i alt 18.250 kvadratmeter. Det fortæller 3XN i en pressemeddelelse.
- Vision er at skabe et åbent og inspirerende læringsmiljø, der opmuntrer til interaktion mellem studerende og ansatte - på tværs af fagligheder. Vi har desuden lagt stor vægt på, at det nye undervisningsbyggeri skal have en nænsom, men tæt visuel tilkobling til den fredede badeanstalt af Paul Hedquist. Ved at give bygningen en ren geometri og ensartede flader har vi skabt klare referencer til badeanstaltens funktionalistiske byggestil, forklarer kreativ direktør og partner i 3XN, Kim Herforth Nielsen.
Fra badeanstalt til bibliotek
3XN fortæller, at de gennem en række opdelinger af bygningskroppen vil nedbryde skalaen i det nye byggeri, så der opstår en klar og harmonisk, arkitektonisk helhed mellem ny og eksisterende bebyggelse. Opdelingerne skal samtidig give plads til tre offentligt tilgængelige uderum, som kan bruges til rekreative formål.
Den lyse facade skal bestå af skiftevis åbne og lukkede partier. Denne variation giver facaden dynamik og sikrer, at dagslyset falder hensigtsmæssigt inde i bygningen.
Ydermere er det 3XNs vision at koble den nye bygning på badehusets dæk i stue og på første salen, så der skabes et sammenhængende flow mellem nyt og gammelt. De nederste plan vil således være helt åbne og forbundne, så den nye og gamle bygning opleves som én funktionel og rumlig helhed. Svømmehallens store volumen bevares som skolens bibliotek, og i badehuset indrettes café og studenterhus til de studerende.
Det samlede areal er på 18.300 kvadratmeter, hvoraf cirka 3000 kvadratmeter skal renoveres. Budgettet er på 450 millioner svenske kroner.
Øvrige arkitekter i konkurrencen var Arkitema, Christiansen & Co, Juul Frost, White og Wingårdh.