Trafikaftale sætter fart i Hærvejsmotorvejen
Politik | Af Torben Jastram |
Politisk aftale om genberegning af Hærvejsmotorvejen. Hærvejskomitéen forventer nu en hurtig realisering af Hærvejsmotorvejen.
Den nye Trafikaftale sikrer nu en genberegning af grundlaget for en parallel-motorvej ned gennem Jylland til aflastning af motorvej E45. Partierne bag aftalen har nemlig afsat to millioner kroner til at se lidt nærmere på de tre korridorer til en eventuel ny motorvej.
- Genberegningen af Hærvejsmotorvejen er rigtig godt nyt for hele Danmark, og vi er overbevist om, at den vil sætte en tyk streg under mulighederne, siger formand for Hærvejskomitéen, medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Poul Andersen.
Trafikaftale 2014 har bred opbakning fra både regeringen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre samt fra Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Som Dagens Byggeri fortalte om i går, åbner den nye aftale for en lang række trafikprojekter over hele landet, og den finansieres med disponible midler fra Infrastrukturfonden.