Også byggeskadeforsikring ved eget udlejningsbyggeri
Politik | Af Dan Bjerring |
Hvis boligen sælges videre indenfor de ti år, forsikringen dækker, vil den nye køber være dækket af forsikringen.
Er det rimeligt, at en tømrer skal tegne byggeskadeforsikring på omkring 56.000 kroner for at bygge syv ungdomsboliger til brug for udleje - når boligerne bygges til tømreren selv? Det spørgsmål stillede Anni Matthiesen fra Venstre til klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV), der konstaterer, at reglerne om byggeskadeforsikringen blev indført i 2008. Det skete dels for at sikre, at forbrugere, som flytter ind i et nyt beboelsesbyggeri, skal have en nem adgang til at få udbedret væsentlige fejl og mangler:
- Indtil ordningen blev indført, måtte købere af en ny opført beboelsesejendom, der var behæftet med væsentlige fejl og mangler, selv forsøge at få byggevirksomheden til at udbedre manglerne evt. ved at rejse en sag ved domstolene. Byggeskadeforsikringen skal tegnes af den part, ofte den professionelle bygherre, der opfører beboelsesejendommen, til fordel for køber. Hvis køber konstaterer væsentlige fejl og mangler ved det nye hus, sørger forsikringsselskabet for udbedringen ved enten at få bygherren til at udbedre skaden eller ved at udbetale erstatning til forbrugeren, hvis bygherren er gået konkurs, oplyser ministeren.
Undtaget
Forbrugere, der selv skal bo i det hus, de opfører, er undtaget for ordningen og har derfor ikke pligt til at tegne en byggeskadeforsikring. En privat person eller virksomhed, der selv opfører et hus med henblik på videresalg, er derimod omfattet af reglerne, da der i dette tilfælde er behov for at beskytte den køber, som efterfølgende køber huset.
- I den situation, hvor en bygherre opfører et hus, som skal udlejes, vil den, der tegner forsikringen, også være den dækningsberettigede part, da bygherren fortsat er ejer af bygningen. Den part, der tegner forsikringen, og den part, der er tilgodeset ved forsikringen, er i dette tilfælde den samme. Hvis boligen sælges videre indenfor de ti år, forsikringen dækker, vil den nye køber være dækket af forsikringen, forklarer Rasmus Helveg Petersen.
Forskellige vilkår
Reglerne skal altså også beskytte en eventuelt kommende køber af en udlejningsbolig. Reglerne sikrer også, at man ikke kan omgå reglerne om byggeskadeforsikring ved at angive, at et byggeri opføres med henblik på udlejning, og efterfølgende videresælger bygningen til en køber, der dermed ikke får den samme beskyttelse som andre købere af nybyggeri.
Byggeskadeforsikringen er en markedsbaseret ordning, og priserne for forsikring af eksempelvis syv ungdomsboliger er derfor ikke fastsat ved lov:
- Der vil ofte være forskelle i vilkår og priser hos de forskellige forsikringsudbydere. Derfor er det - som ved indgåelse af andre typer forsikringsaftaler - en god idé at indhente flere tilbud, oplyser ministeren, der henviser til, at regeringen til efteråret præsenterer en byggepolitisk strategi, der skal bidrage til øget vækst, produktivitet og beskæftigelse i byggeriet.
Undersøgelse
Med strategien vil det blandt andet blive undersøgt, om der er regler og ordninger, der unødigt fordyrer byggeriet:
- Jeg forventer, at et af initiativerne i strategien bliver igangsættelse af en undersøgelse af, om byggeskadeforsikringsordningen kan forenkles med henblik på at sikre, at den både sikrer fortsat forbrugerbeskyttelse og ikke er unødigt fordyrende for byggeriet. Såfremt undersøgelsen viser et behov en revision, vil det skulle ske ved en ændring af byggeloven, hvor reglerne om byggeskadeforsikringen står beskrevet, slutter Rasmus Helveg Petersen.