Stavnsbundne familier venter på Limfjordsafgørelse
Politik | Af Dan Bjerring |
Noget tyder dog på, at ventetiden snart er overstået. Transportministeren forventer aftale inden sommer.
Tålmodigheden i Nordjylland er sat på en hård prøve i forhold til at få afgjort linjeføringen til den tredje limfjordsforbindelse.
Og transportminister Magnus Heunicke (S) har da også en vis forståelse for utålmodigheden. Han skriver i et svar til Preben Bang Henriksen fra Venstre, at "der skal findes en løsning på situationen for de borgere langs arealreservationerne, der i lang tid har været stavnsbundne".
Ministeren henviser til de ejendomme, der er pålagt restriktioner, fordi de ligger i et område, der eventuelt skal lægge jord til projektet, hvad enten der bliver tale om en linjeføring vest om Aalborg over den lille ø Egholm, eller en udvidelse af den eksisterende forbindelse med to ekstra tunnelrør.
Stavnsbundne
- Det er dog ikke en beslutning, der er op til mig alene. Derfor drøfter jeg de konkrete løsningsmuligheder og den videre proces med forligskredsen bag aftalerne om "En grøn transportpolitik". Forhandlingerne er i gang med henblik på, at vi kan indgå en samlet aftale inden sommer, oplyser Magnus Heunicke.
Preben Bang Henriksen siger til Dagens Byggeri, at der er familier, som har haft deres ejendomme til salg i ti år, men er ramt af restriktionerne:
- Nu må man sørge for, at de pågældende familier, der i dag er stavnsbundne, får en fornuftig løsning. Når staten foretager arealreservationer, må borgerne have krav på enten at få deres ejendomme eksproprieret eller blive frit stillet på anden vis. Staten lider jo ikke noget tab ved at købe de pågældende ejendomme. Ejendommene kan jo sælges igen, hvis de ikke får brug for arealreservationen, siger Preben Bang Henriksen.
Uskyldige
I dag ligger hele risikoen og besværet over på "fuldstændigt uskyldige mennesker, der sidder stavnsbundne på deres ejendomme":
- Derfor har Venstre foreslået, at staten skal kunne forhåndsekspropriere. Det skal ikke være sådan, at fordi der er et stort og generelt problem, lader man bare de enkelte familie "sidde i saksen". Jo større problemet er, jo større er forpligtelsen for staten til at friholde de pågældende. Hvis viljen er til det, kan der hurtigt træffes en beslutning om linjeføring. En enig beslutning fra Byrådet i Aalborg og et enigt regionsråd går ind for en vestlig forbindelse over Egholm, siger Preben Bang Henriksen, der forventer en syvårig byggeperiode, hvortil kommer beslutningsperioden.