Ny kæp i hjulet på metrobyggeri
Politik | Af Dan Bjerring |
Afgørelserne fra klagenævnet får kun effekt til 1. juli, hvor politikerne ved lovgivning stækker klagenævnet og fejer borgernes klagerettigheder til side.
Byggeriet af Metrocityringen er igen blevet ramt af forsinkelse på grund af klager fra beboerne ved Marmorkirken til Natur- og Miljøklagenævnet.
Selv om transportminister Magnus Heunicke (S) har forsøgt at stække klageadgangen, har klagenævnet varslet en ophævelse af Københavns Kommunes tilladelser til aftenarbejde på metrobyggepladserne ved Marmorkirken og Københavns Hovedbanegård.
Ved begge pladser må der ikke udføres støjende arbejde i aftentimerne på hverdage.
På byggepladsen ved Hovedbanegården må der desuden ikke udføres støjende arbejde om lørdagen i dagtimerne.
Kan sjældent accepteres
Dertil kommer nogle konkrete støjgrænser på 75-90 dB for begge byggepladserne. Klagenævnet peger på, at de pågældende støjgrænser er fastlagt på grund af "de helt særlige omstændigheder" omkring byggeriet, og fordi støjen kun vil foregå i en ganske kort periode, da den støjmæssige regulering af byggepladserne fra den 1. juli overgår til regulering ved en bekendtgørelse udstedt af transportministeren.
Ifølge klagenævnet kan så høje støjniveauer kun yderst sjældent accepteres efter den gældende lovgivning.
Afgørelserne betyder, at aftenarbejdet på begge byggepladser og lørdagsarbejdet på metrobyggepladsen ved Hovedbanegården skal ophøre med det samme:
- Afgørelserne er særligt problematiske for projektet, fordi netop disse to stationer aktuelt udgør den største risiko i forhold til en forsinkelse af det samlede projekt, skriver transportministeren i en redegørelse til Folketingets Transportudvalg.
Fordyrelse
Han peger også på, at står Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser ved magt og udgør grundlaget for det fremtidige arbejde, ville en forsinkelse som prognosticeret på to år og en fordyrelse på to-tre milliarder kroner eller mere "efter al sandsynlighed være en realitet".
- Afgørelsen peger endog i retning af, at konsekvenserne af nævnets afgørelser kunne vise sig endnu mere alvorlige for projektet end hidtil antaget, idet nævnet som anført også har overvejet restriktioner på omfanget og arten af dagarbejdet. Dette ville kunne betyde forsinkelser og fordyrelser i endnu større omfang end hidtil antaget, konkluderer ministeren.
Ligegyldige kendelser
Han understreger også, at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser betyder, at der på ny skabes uklarhed for metrobyggepladsernes naboer om, hvilke erstatninger de er berettigede til.
Samtidig fornemmer man et vist skuldertræk hos ministeren over for klagenævnets afgørelser, idet den ændring af "Lov om en Cityring", der ventes vedtaget inden sommerferien, i praksis betyder, at Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser ikke længere har virkning, og byggeriet vil alene være reguleret af lovforslagets og de tilhørende bekendtgørelsers regler.
Dermed er borgerne altså uden mulighed for at klage over eksempelvis "så høje støjniveauer", at de kun yderst sjældent kan accepteres efter den gældende lovgivning.