Flere penge til jernbanen
Politik | Af Dan Bjerring |
En række projekter i Togfonden skal gøres færdige før planlagt. Det skaber omkring 2.500 ekstra arbejdspladser frem mod 2020.
Regeringen har sammen med forligspartierne bag Togfonden aftalt at fremrykke investeringer i Togfonden for 3,3 milliarder kroner. Dermed bliver en række projekter i Togfonden færdige før planlagt, og det skaber omkring 2.500 ekstra arbejdspladser frem mod 2020.
Med den nye tidsplan for Togfonden er der afsat godt og vel fem milliarder kroner til anlægsaktiviteter før 2020:
- Hastighedsopgradering og forberedelse til elektrificering mellem Langå-Aalborg bliver fremrykket fra 2020-2024 til 2018-2019.
- Hastighedsopgradering Køge Nord-Næstved bliver fremrykket fra 2020-24 til 2015-16.
- Arbejde med overkørsler m.v. på regionalbaner som forberedelse til de regionale hastighedsopgraderinger bliver fremrykket fra 2020-24 til 2016-20.
- Kapacitetsudvidelser af Aarhus H bliver fremrykket fra 2020-24 til 2016-18.
Før tid
Dertil kommer tidligere opstart af hastighedsopgradering og elektrificering mellem Fredericia-Langå bliver fremrykket fra 2020-24 til før 2020, og et nyt baneanlæg over Vestfyn bliver fremrykket fra 2020-24 til 2018-23, hvilket betyder, at der hurtigere kan etableres timeplan mellem Odense-Esbjerg.
- Fremrykningen af investeringerne betyder op mod 2.500 arbejdspladser "før tid". Det synes jeg er flot, for vi skaber værdifulde arbejdspladser, som er hårdt tiltrængte lige nu. Med den nye tidsplan er der lavet et godt stykke arbejde. Det har været et stort puslespil at få koordineret de mange projekter i Togfonden med de mange andre baneprojekter, vi har sat i søen, siger transportminister Magnus Heunicke (S).