Arkitektformand fik genvalg
Arkitektur | Af Niels Johan Juel Jensen |
Arkitekt Natalie Mossin, der har bestridet formandsposten de sidste fire år, fortsætter foreløbigt frem til 2018.
Arkitektforeningen kunne den 23. og 24. maj afholde årets repræsentantskabsmøde. På dagsordnen var blandt andet ideer til det kommende års politiske fokusområde, ligesom der også skulle vælges medlemmer til forskellige råd og nævn i foreningsregi.
Vigtigst af alt var nok, at det i år var tid til formandsvalg. Siden 2010 har denne heddet Natalie Mossin, og her kan vi lige så godt afsløre, at hun fortsætter i yderligere fire år. Der var ellers kampvalg til posten, da arkitekt Dan Ljungar også stillede op, men det blev Natalie Mossin, der løb med flertallet af stemmerne. Dette blev allerede afgjort den 23.
Arkitektforeningens repræsentantskab består af i alt 52 medlemmer, som har til opgave at formulere og markere foreningens fagpolitiske synspunkter og faslægger således retningslinierne for det kommende år.
På selve repræsentantskabsmødet blev der blandt andet diskuteret hvilke temaer, der i det kommende år kan vinde mest genklang politisk og være debatskabende. Der blev også evalueret på det forgangne år, der var præget af en massiv politisk indsats i forbindelse med både kommunalvalget og regeringens nye arkitekturpolitik.