Er det blevet nemmere at drive virksomhed i Danmark?
Politik | Af Dan Bjerring |
Ikke hvis du spørger entreprenør Erik Møberg, der for nylig måtte betale sin revisor 10.000 kroner for at udfylde et uforståeligt skema fra Danmarks Statistik. Venstre er nu gået ind i sagen.
- Det er blevet nemmere at drive virksomhed i Danmark.
Sådan forsøgte erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) forleden at sprede, hvad der burde være et positivt budskab, men et budskab der for nogle virksomheder, ikke mindst mindre håndværkere, er totalt virkelighedsfjernt.
Erhvervs- og Vækstministeriets "Redegørelse om erhvervslivet og reguleringen" viser ifølge ministeren, at de administrative byrder er reduceret siden 2011.
- Unødvendige administrative byrder og bureaukrati tager værdifuld tid, som virksomhederne kunne have brugt på at drive forretning, siger Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.
Men noget tyder imidlertid på, at han har glemt at tage misteltenen i ed i skikkelse af Danmarks Statistik.
8 sider - 88 punkter
Det viser en historie fra det virkelige liv, hvor entreprenørvirksomheden Erik Møberg A/S - der ligger i Hejnsvig i Billund Kommune og har cirka 25 medarbejdere - har modtaget en henvendelse fra Danmarks Statistik med krav om udfyldelse af et skema på otte sider med 88 punkter.
Det har fået ejeren af virksomheden, Erik Møberg, til at rette henvendelse til Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen. Han skriver:
- Et stort suk herfra :
Er dette en del af vækstpakken for erhvervslivet - endnu en statistik virksomheder skal bruge tid på. Denne er så omfattende, at jeg ikke kan udfylde den korrekt, og derfor må betale vores revisionsfirma for at gøre det. Det er efterhånden ret så mange forskellige statistikker, virksomheder bliver pålagt, at det tager meget af tiden, og det er jo heller ikke gratis at udfylde alle disse skemaer, lyder klagen fra Erik Møberg.
Urimeligt
Erik Møberg siger til Dagens Byggeri, at han har hørt fra regeringen, at det skal være lettere at drive virksomhed, men at det går stik modsat i virkelighedens verden:
- Senest har vi fået et skema fra Danmarks Statistik med en regnskabsundersøgelse. Undersøgelsen er så omfattende og skrevet i et sprog, at vi ikke selv kan udfylde den, og derfor må vi lade vores revisionsfirma om det. Det koster os cirka 10.000 kroner. Det værste er næsten, at det er oplysninger, vi i forvejen har indsendt til Selskabsstyrelsen. Alligevel vælter man en voldsom og unødvendig omkostning over på en mindre virksomhed. Det er urimeligt, at vi skal udfylde et stort skema, som ingen har gavn af, siger Erik Møberg til Dagens Byggeri.
Gav op
Anni Matthiesen siger til Dagens Byggeri, at hun godt forstår, at Erik Møberg er blevet irriteret, og at det er et problem, når Danmarks Statistik udsender skemaer, som virksomhederne har pligt til at udfylde, skrevet i et så uforståeligt sprog, at det er nødvendigt at lade eksempelvis revisorer klare arbejdet med deraf følgende omkostninger:
- Bogholderen i den pågældende virksomhed havde selv i et par timer forsøgt at finde ud af, hvad det egentlig er for oplysninger, Danmarks Statistik kræver. Men hun måtte opgive og sende skemaet til firmaets revisor. Det må være et rimeligt krav, at Danmarks Statistik ikke laver tingene så kompliceret, at det er uforståeligt for modtagerne, siger Anni Matthiesen.
Begrundelse udbedes
Hun efterlyser i øvrigt, at Danmarks Statistik skal begrunde over for både politikerne og de enkelte virksomheder, hvorfor de kræver sig de pågældende oplysninger, og hvad de skal bruges til:
- Jeg vil godt sikre mig, at Danmarks Statistik har en fornuftig begrundelse for at lave de enkelte former for statistik, de forlanger oplysninger til fra virksomhederne. Det skal jo ikke være sådan, at de bare kan finde på nye former for statistik som en form for beskæftigelsesterapi, siger Anni Matthiesen videre og kræver samtidig, at Danmarks Statistik selv må finde frem til alle oplysninger, som virksomhederne én gang har afgivet til offentlige myndigheder.
Hun har i øvrigt sendt Erik Møbergs henvendelse videre til erhvervs- og vækstministeren og bedt om en kommentar.