Trekantområdet vil opprioriteres
Politik | Af Dan Bjerring |
De seks kommuner i Trekantområdet opfordrer til en hurtig indsats for at færdiggøre motorvejsudvidelsen over Fyn.
Transportminister Magnus Heunicke har modtaget en henvendelse fra kommunerne i Trekantområdet - Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle Kommuner - der roser Folketinget for at have gennemført en udbygning af E45 omkring Vejle Fjord.
- Udbygningen har betydet en markant forbedring af trafikafviklingen og trafiksikkerheden på en af landets mest trafikerede vejstrækninger, skriver formanden for "Trekantområdet", Koldings borgmester Jørn Pedersen.
Der er også tilfredshed med en række andre infrastrukturprojekter på det overordnede vejnet, men de understreger også, at der med udbygningen af motorvejen mellem Middelfart og Nørre Aaby er en betydelig risiko for, at der skabes en ny flaskehals ved den midlertidige udvidelsesafslutning ved Nørre Aaby ved indsnævringen fra seks til fire spor, med deraf følgende uheldsrisiko.
Dokumentation
Derfor opfordrer Folketinget til, at udbygningen af E20 fra Nørre Aaby mod Odense bør være et af de projekter, der afsættes penge til i forbindelse med de igangværende forhandlinger.
- Strækningen over Vestfyn har allerede i dag et meget højt trafiktal på 52.000- 55.000 køretøjer i døgnet. I den netop offentliggjorte afrapportering for de strategiske undersøgelser dokumenteres det, at strækningen over Vestfyn er det mest påtrængende kapacitetsproblem i øst-vest trafikken, som bør afhjælpes hurtigst muligt, fortsætter henvendelsen.
Det noteres, at Trekantområdet er "et af landets vigtigste vækstcentre", og det er afgørende for den fortsatte erhvervsudvikling i både Trekantområdet og resten af Region Syddanmark, at der er optimal fremkommelighed på Vestfyn.
Patienttransport
Der peges også på, at flere og flere pendler mellem Odense og Trekantområdet, og med det kommende super-sygehus ved motorvejen i Odense Syd bliver det endnu mere vigtigt, at transportvejen over Vestfyn udbygges, så vigtige patienttransporter ikke forsinkes af trængsel på Vestfyn.
- Strækningen over Vestfyn har omkring tre gange så mange personskadeuheld på strækningen Nørre Aaby end strækningen syd om Odense, hvilket understreger behovet for, at strækningen snarest muligt udbygges, slutter Jørn Pedersen.