3XN færdiggør Swedbanks hovedsæde i Stockholm
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
I dag indvies det 45.000 kvadratmeter store hovedsæde for Swedbank, der er tegnet af danske 3XN.
Ikke mindre end 2.500 medarbejdere flytter den 2. juni ind i det nye 45.000 kvadratmeter store hovedkvarter i Sundbyberg, fem kilometer uden for Stockholm City. Det nye hovedsæde for Swedbank bliver et af Sveriges mest moderne og innovative kontorbyggerier - med vægt på transparens, skandinavisk enkelhed og dynamiske sociale miljøer. Det skriver 3XN i en pressemeddelelse.
Bygget på kerneværdier
Ifølge tegnestuen har designet taget afsæt i Swedbanks kerneværdier: åbenhed, enkelhed, omtanke og holdbarhed, og arkitekturen bygger således direkte videre på organisationens profil som en på én gang solid, velkonsolideret og moderne bankvirksomhed fortolket gennem 3XN's filosofi omkring adfærd og arkitektur.
3XNs grundlægger Kim Herforth Nielsen forklarer:
- Huset er tænkt og tegnet indefra og ud. Vi har meget bogstaveligt taget udgangspunkt i Swedbanks kerneværdier og omsat dem til et moderne og markant hovedsæde. Det har i høj grad været deres ønske at skabe et åbent socialt miljø, og det er jo netop også en af vores grundidéer. Derfor har det været en enormt spændende proces, og vi er utroligt stolte af resultatet.
Fyrtårn inden for kontorbyggeri
3XNs vision for byggeriet er, at det bliver et fyrtårn inden for svensk kontorbyggeri med sit innovative og transparente udtryk og en utraditionel trippel-v struktur. De forklarer, at den store volumen er brudt op i en menneskelig skala, så det både indvendigt og udvendigt virker imødekommende og overskueligt.
- Trippel-v løsningen betyder først og fremmest, at medarbejderne er placeret i kortere afstand af hinanden på uforstyrrede arbejdsøer, end i en traditionel kontorlænge. Det bidrager til kortere distancer, god intern kommunikation, visuel kontakt og videndeling afdelingerne imellem, fortæller Kim Herforth Nielsen.
Implementeringen af et åbent kontorlandskab, og dermed en helt ny form for arbejdskultur og arbejdsidentitet, har således været integreret i den arkitektoniske udformning og hovedidéen bag bygningen.
De to nederste etager er indrettet med restaurant, konferencefaciliteter og receptionsområde og udstyret med åbne glasfacader, der understreger Swedbanks semioffentlige funktioner og imødekommenhed mod omgivelserne. Dette resulterer i et hus og en bank, der ifølge 3XN bliver et aktivt og værdiskabende bidrag til bydelen og dens beboere.