10 år i Ørestad
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Det er nøjagtig 10 år siden, at de allerførste beboere flyttede til Ørestad i Karen Blixen Parken i Ørestad Nord.
Historisk er 10 år jo ikke meget, specielt ikke for en by. Men sådan forholder det sig ikke, hvis vi taler om Ørestad, hvor udviklingen virkelig er gået stærkt, siden de første beboere flyttede ind 1. maj 2004.
Boliger, virksomheder, folkeskole, gymnasium, universitet, bibliotek, shoppingcenter, plejehjem, kollegier, butikker, spisesteder, hoteller, koncertsal, idrætsområder, p-huse og 9.000 beboere. Det er bare nogle af de ting, der er rykket til Ørestad siden 2004.
I dag har 9.000 personer adresse i Ørestad, og det tal vil på sigt stige til 20.000.
Købte efter tegning
Især for de første beboere i Ørestad, som har kunnet følge udviklingen helt tæt, er det gået stærkt.
Ægteparret Gertrud Birke og Peder Boas Jensen overtog deres lejlighed i Karen Blixen Parken i Ørestad Nord som nogle af de allerførste beboere i Ørestad den 1. maj 2004. De skrev allerede under på købsaftalen i 2002, hvor alt, der fandtes var tegninger og modeller.
- Vi så en annonce for projektet og syntes, at planerne for bydelen så virkelig spændende ud. Det var et stort sats, for vi havde jo kun en tegning at gå ud fra, men vi var egentlig ikke i tvivl. Vi turde ikke vente, for så var der bare nogle andre, der havde taget lejligheden. Og det er jo helt ufatteligt, hvor meget der er sket siden dengang. En hel by er skudt op af jorden, fortæller Peder Boas Jensen til byoghavn.dk.
På bar mark
Men Ørestad er langt fra færdig med at udvikle sig. Det næste bliver Arenakvarteret, hvor Københavns nye, store arena er ved at blive bygget, og August Schade Kvarteret lige syd for DR Byen, hvor Nordeas kommende hovedkvarter skal ligge. Samtidig fortsætter udviklingen i Ørestad City og Syd, hvor flere nye byggerier til både boliger og erhverv er i gang.
- De første beboere vil altid spille en særlig rolle i Ørestads historie. De turde tro på planerne, og de har været med til at få bylivet til at slå rødder. Man skal huske, at Ørestad blev bygget på bar mark, så beboerne spiller en vigtig rolle for at få traditioner op at stå og skabe bydelens egenart. Når man ser sig omkring i Ørestad i dag, kan det være svært at forstå, at det kun er 10 år siden, at de første beboere flyttede hertil. Udviklingen er gået rigtig stærkt, og den fortsætter i alle Ørestads kvarterer. Når vi ser tilbage om 10 år, vil bydelen igen være vokset markant og have endnu mere at byde på, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.