Ejerlejligheder rykker mere end enfamiliehuse
Byggeri | Af Redaktionen |
Generelt ligger boligpriserne dog fortsat lavt i forhold til før krisen, og det går ifølge Dansk Byggeri blandt andet ud over renoveringsaktiviteten.
Dansk Byggeri har været i gang med at kigge lidt på udviklingen inden for boligmarkedet. Fra januar til februar steg prisen på ejerlejligheder på landsplan med 1,1 procent, mens priserne på enfamiliehuse faldt marginalt med 0,2 procent. Der er især godt gang i boligmarkedet i Hovedstadsområdet, Århus og Trekantsområdet, mens der stadig er langt mellem bolighandlerne i resten af provinsen.
- Der er markante økonomiske forskelle mellem landsdelene, som i disse år bliver accelereret yderligere af en kraftig underliggende urbaniseringstrend, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, i en pressemeddelelse.
De generelle tal viser, at huspriserne er steget med ca. 6 procent i snit og ejerlejlighederne med cirka 20 procent siden seneste lavpunkt ultimo 2011.
- Ejerlejlighederne har været igennem et langt større prisdyk under finanskrisen, og februar 2014 er faktisk første gang siden finanskrisen, at ejerlejligheder er mere værd end enfamiliehuse målt i forhold til niveauet i 2006, siger Bo Sandberg. Han fortæller, at den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder (1.793.000 kroner) i februar 2014 nærmer sig den tilsvarende salgspris for enfamiliehuse (1.823.000 kroner).
Boligpriser på 75 procent
Priserne på både enfamiliehuse og ejerlejligheder ligger i øjeblikket på cirka 89 procent af det nominelle prisniveau i 2006 ? og når man medregner inflationen i den mellemliggende periode, er den reale værdi af boligerne i gennemsnit kun godt 75 procent af niveauet i 2006.
- Huspriser der befinder sig væsentligt under førkriseniveauet betyder fortsat, at familier, som har købt deres bolig dyrt, risikerer at være teknisk insolvente, og dermed låst fast til deres bolig. Vi kan dermed risikere, at der mangler noget dynamik i samfundet, fordi folk ikke flytter i det omfang, som man kunne ønske sig, siger Bo Sandberg og fortsætter:
- Boligmarkedet lider blandt andet under manglen på private udlejningsboliger, som låser boligmarkedet fast, hvilket står i kontrast til vores fleksible arbejdsmarked. Et resultat af dette så vi senest med en rekordlang gennemsnitlig pendlingsafstand i 2013.
Boligmarkedet har stor betydning
- I det hele taget skal vi være meget opmærksomme på udviklingen på boligmarkedet, som har meget stor betydning for blandt andet privatforbrug og renoveringsopgaver. Således har kriseårenes lave aktivitet på boligmarkedet udsat mange renoveringsopgaver, da det typisk er omkring ejerskifter, at boliger renoveres mest. En stabil positiv prisudvikling på boligmarkedet kan være den katalysator, der sætter gang i det underdrejede privatforbrug, slutter Bo Sandberg.