Sag om underbetaling breder sig
Erhverv | Af Kim Ebbesen |
To kommuner igangsætter undersøgelser efter at have entreret med byggefirmaet Our House.
18,8 millioner kroner er byggefirmaet Our House allerede blevet dømt til at betale i erstatning til 33 polske medarbejdere, som de ifølge det danske retssystem beviseligt har underbetalt. Ulovlighederne havde stået på siden 2009, hvor polakkerne blev betalt med en timeløn på 65-85 kroner, og desuden oplevede arbejdsuger på 58 timer.
Opmanden i sagen konstaterede i kendelsen, at der var foregået omfattende systematisk omgåelse af overenskomsten.
Sagerne fandt sted i Københavns Kommune, men det er ikke det eneste sted, hvor Our House har været aktive. Ifølge 3F har firmaet også udført opgaver for både Roskilde og Stevns Kommune, og begge kommuner har nu bedt de hovedentreprenører, der har anvendt Our House som underentreprenør, om redegørelser.
Skal forklare sig
Helt konkret er Roskilde Kommune ved at få opført et klubhus i Jyllinge til en kontrakt på otte millioner kroner. Underentreprenøren hedder Climahouse og ifølge 3F's oplysninger har det firma en sammenkobling til Our House, hvilket har fået kommunen til at handle. De har nu bedt hovedentreprenøren Dahl Entreprise om en forklaring.
- Climahouse og Our House har personsammenfald, hvorfor Dahl Entreprise, straks efter vi blev bekendt med sagen, har igangsat indhentning af dokumentation på, at Climahouse overholder alle gældende regler, overenskomster, mv. Roskilde Kommune er meget opmærksom på overholdelse af alle gældende regler og overenskomster. Det er en betingelse og et krav i vores kontrakt med alle vores entreprenører, at der ikke er foregået brud på aftalerne omkring de sociale klausuler, er kommentaren fra Roskilde Kommune.
I Stevns Kommune skal MT Højgaard forklare sig i forhold til en svømmehal, som Our House har bygget.