17 bud på Femern Bælt
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Fredag var der deadline for forslag til byggeriet af Femern Bælt. Ni entreprenører og konsortier kæmper om opgaven.
Den kommende faste forbindelse mellem Rødby og Puttgarden er blandt de største infrastrukturprojekter i Europa, og derfor er projektet delt op i fire store byggekontrakter, der hver især vil skabe tusindvis af arbejdspladser.
Fredag var der deadline for forslag til byggeriet, og i alt ni entreprenører og konsortier afleverede 17 forslag.
- Det her er en meget stor dag for Femern Bælt-projektet, som vi har ventet med spænding på. Nu får vi endelig de konkrete og innovative løsninger, som entreprenørerne har udarbejdet, at se. Interessen fra entreprenørerne har været fantastisk, og nu glæder vi os til at se nærmere på de mange bud på opgaven, siger Steen Lykke, teknisk direktør for Femern A/S.
Fire kontrakter
De 17 bud, der kommer fra nogle af verdens førende eksperter, beskriver hvordan projektet kan realiseres inden for de rammer, som Femern A/S har udstukket. Byggeriet er delt i fire kontrakter som dækker udgravningen af den 18 kilometer og 12 meter dybe rende i havbunden, anlægningen af henholdsvis den nordlige og sydlige ende af tunnelen og byggeriet af de tilstødende anlæg på land på både den tyske og danske side af tunnelen.
Nogle af konsortierne har valgt at byde på hele projektet, mens andre har valgt at koncentrere sig om færre af opgaverne. I de kommende måneder vil Femern A/S analysere de indkomne bud for derefter at indgå i tæt dialog med entreprenørerne.
Når Femern A/S har vurderet de tekniske tilbud, og dialogen er afsluttet, skal entreprenørerne beregne prisen på deres tilbud. Femern A/S forventer at få priserne i december 2014, således at en realistisk anlægssum for disse arbejder kan blive indarbejdet i forslaget til anlægslov, som Folketinget skal behandle i begyndelsen af 2015.
Femern Bælt forventes at stå færdig i 2021.