Dansk Byggeri efterspørger energieffektiviseringer
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Det vil ikke kun gavne klimaet, men også vores forsyningssikkerhed, hvis vi bliver uafhængige af fossile brændstoffer, mener Dansk Byggeri.
Der skal opstilles flere vindmøller på land, og vi skal passe på med omkostningsfulde vedvarende teknologier som f.eks. biogas, solcelleanlæg og havvindmøller. Det mener Produktivitetskommissionen, som har givet anbefalinger om en mere omkostningseffektiv energi- og klimapolitik.
Hos Dansk Byggeri siger direktør Michael H. Nielsen, at det er fornuftigt, at Produktivitetskommissionen fokuserer på omkostningerne, men opfordrer stadig til at tænke langsigtet og advarer mod kortsigtede besparelser. Han henviser til den langsigtede forsyningssikkerhed, hvor de seneste begivenheder i Rusland og Ukraine understreger nødvendigheden af, at Danmark gør sig energimæssigt uafhængigt.
- Landvind kan ikke stå alene. I stedet bør der satses på et flerstrenget energisystem med forskellige teknologier. Vi ved fx, at vind og sol supplerer hinanden rigtig godt, forklarer Michael H. Nielsen.
Han kritiserer samtidig, at Produktivitetskommissionen helt undlader at se på behovet for energieffektivisering.
- Hvis vi skal nå målet om fossilfrie energikilder, skal vi reducere vores energiforbrug for at omstillingen kan ske omkostningseffektivt. Vi har derfor behov for at bringe energieffektivisering i mere aktivt i spil i energi- og klimapolitikken, siger Michael H. Nielsen.
Støttegebyr på finansloven
I dag finansieres de vedvarende energiteknologier gennem det såkaldte PSO-gebyr, som betales af virksomheder og husholdninger. Det blev i 2013 til 4,7 mia. kr. i støttekroner, men med en øget produktion af vedvarende energi, vil det samlede støttebehov stige, hvis vi fastholder den nuværende el-pris og PSO-tilskudssatser.
På den baggrund anbefaler Produktivitetskommissionen at omlægge PSO-støtteordningen, så finansieringen af støtten i stedet indgår på de årlige finanslove.
- Men det vil være ødelæggende, mener Michael H. Nielsen, der vurderer, at en omlægning af støtten til en post på finansloven vil lukke markedet for investorer i vedvarende energi, som i allerhøjeste grad har brug for langsigtede og sikre rammebetingelser.
- Kommer støtten til vedvarende energi på finansloven, vil investorerne hvert år risikere at blive taget til gidsler, når der skal findes besparelser. Vi er nødt til at forstå, at en grøn omstilling af vores energisystem koster penge, som også er med til at skabe vækst og nye arbejdspladser. Hertil kommer vores forsyningssikkerhed, og muligheden for at blive uafhængig af politisk ustabile regioner, siger Michael H. Nielsen.