Musikkens Hus klar til åbning
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Lørdag klippes snoren efter fire år lang byggeperiode af Nordjyllands nye musikalske samlingssted.
Efter fire års byggearbejde står Musikkens Hus i Nordjylland nu klar til indvielse. Det sker lørdag, og herefter går det løs med en storslået åbningskoncert samme aften under overværelse af H.M. Dronningen.
Visionen for Musikkens Hus i Nordjylland har været at skabe et koncerthus med en akustik på internationalt niveau, der kan være omdrejningspunkt for det musiske og kulturelle miljø i Aalborg.
Det er et hus, der er bygget op omkring selve ideen om at skabe synergi og videndeling på tværs af husets mange brugere og gæster - et omdrejningspunkt i høj arkitektonisk kvalitet, som samtidig er et vartegn for Nordjylland.
Mange bidragydere
Bag projektet står Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, der har stået for selve byggeriet. Projektets største bidragydere er Aalborg Kommune og Realdania, og derudover har flere kommuner, regionen, EU samt en række øvrige danske fonde, det nordjyske erhvervsliv, privatpersoner samt Komitéen til Rejsningen af Musikkens Hus i Nordjylland bidraget økonomisk til projektet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at Musikkens Hus bliver et hus for hele Nordjylland. Den enestående opbakning og forankring i lokalbefolkningen viser, at hele regionen står bag dette hus. Musikkens Hus kommer til at bygge broer på mange niveauer, ikke bare musikalsk, men også fysisk i kraft af den multifunktionelle og inddragende arkitektur. Det er virkelig lykkedes Coop Himmelb(l)au at skabe et arkitektonisk fyrtårn, som kan inspirere til aktivt samvær og tværgående samarbejde - og ikke mindst give både børn og voksne nogle uforglemmelige musikalske oplevelser, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.
Om arkitekturen
Musikkens Hus i Nordjylland er tegnet af østrigske Coop Himmelb(l)au med Wolf D. Prix i spidsen. Arkitektfirmaet står bag en række spektakulære bygningsværker rundt om i verden, men Musikkens Hus er arkitekternes første projekt i Skandinavien.
I udviklingen af projektet har Coop Himmelb(l)au lagt stor vægt på, at Aalborgs industrielle historie, moderne kulturelle liv og fysiske omgivelser er tænkt ind i arkitekturen, så det har i høj grad påvirket designprocessen.
Vigtigst for arkitekterne bag bygningsdesignet er det, at der såvel internt i huset som i det offentlige rum er skabt forudsætninger som muliggør og opfordrer til synergier og vidensdeling.
Bygningens uddannelses- og administrationsdel er derfor udformet som et U, der nærmest omfavner Koncertsalen ved at folde sig om den på tre sider og giver plads til både musiske og uddannelsesmæssige aktiviteter. Gennem store indkig til koncertsalen gives der mulighed for at følge aktiviteterne i koncertsalen under prøver og koncerter.
Bygningskompositionen åbner sig mod nord i en højloftet, offentlig foyer, der rækker over tre etager med udsigt over Limfjorden, og derudover er tre sale i forskellige størrelser og med forskellige funktioner placeret i tilknytning til foyeren.