Infrastruktur står med store udfordringer
Politik | Af Dan Bjerring |
Jyske trængselsproblemer kan løses på flere måder, men Hærvejsmotorvej bringes nu officielt i spil.
Transportministeriet offentliggjorde i dag en samlet rapport om de strategiske analyser, der giver et overblik over de langsigtede trafikale behov og udbygningsmuligheder for blandt andet vejstrukturen.
Blandt de projekter, der kan bringes i spil, er en Østlig Ringvej/havnetunnel i København, en Kattegatforbindelse, en ny "Hærvejsmotorvej" eller kapacitetsudbygninger på E45.
- Rapporten giver et godt grundlag for, at vi kan få en kvalificeret debat om de udfordringer og løsningsmuligheder, der tegner sig for Danmarks infrastruktur i fremtiden, siger transportminister Magnus Heunicke (S).
Ny ringvej
Flere af de projekter, der indgår i analysen, er allerede sat igang, herunder udbygninger af Ny Ellebjerg Station og udbygningerne på det jyske motorvejsnet ved blandt andet Vejle og Brande, en ny motorvej til Holstebro, en letbane i Ring 3 og en metroafgrening til Nordhavn.
I hovedstadsområdet peges der på vejområdet først og fremmest på behovet for en ny Østlig Ringvej/Havnetunnel, der kan aflaste de indre dele af København for gennemkørende trafik og trafikbetjene nye byudviklingsområder i Nordhavn, på Refshaleøen og på det nordøstlige Amager.
Dernæst nævnes en opgradering af Ring 4, samt etablering af en helt ny vestlig ringvejskorridor i enten Ring 5, der er udpeget i fingerplanen for hovedstadsområdet, eller alternativt i en vestligere "Ring 5½" med henblik på at tage hensyn til naturområder.
Ny parallel
Samtidig erkendes det, at stigende trængselsudfordringer på den østjyske motorvej (E45) enten kan håndteres ved at etablere en ny parallel nord-sydgående midtjysk motorvej eller ved at gennemføre kapacitetsforbedrende tiltag i selve E45-korridoren.
Med hensyn til en ny midtjysk motorvejskorridor, har Vejdirektoratet undersøgt tre overordnede linjeføringer, der i forskelligt omfang genbruger eksisterende motorvejsstrækninger.
Tre muligheder
Mulighed 1 er en vestlig løsning (korridor A), som delvist genbruger strækninger af den nye motorvej mellem Vejle og Herning.
Mulighed 2 er en Hærvejsløsning (korridor B), der i store træk følger hovedvejen mellem Vejle og Viborg (rute 13) og udgør den korteste direkte linje fra nord til syd.
Mulighed 3 er en østlig løsing (korridor C) som med en nordligere opkobling ved Vejle og genbrug af en mindre eksisterende strækning ved Silkeborg vil være kortere og dermed billigere at anlægge end Hærvejsmotorvejen.