Omstilling kostede lidt på bundlinjen
VKR Holding fik som følge af tilskæring en omsætningsnedgang på tre procent i 2013.
- Vi har fulgt en strategi, hvor vi ønsker at fokusere mere på kerneforretningen, og det har i 2013 medført frasalg af virksomheder, som vi har vurderet, at vi ikke var den rette langsigtede ejer af. Den omstilling er nu gennemført. Frasalgene har reduceret omsætningen, men korrigeret for de frasolgte enheder opnås samlet set en mindre omsætningsfremgang, siger administrerende direktør for VKR Holding, Jan Lundsgaard Jensen.
I årets løb er de to canadiske facadevinduesproducenter Gienow og Loewen solgt fra. Det samme gælder for Superwood, et mindre selskab med fokus på miljørigtig imprægnering af træ, det lille østrigske selskab drexel & weiss og et østrigsk salgsselskab af solvarmeløsninger, General Solar Systems/SONNENKRAFT.
Dyre investeringer
Endelig førte en aftale med kapitalfonden Axcel om salg af aktierne i selskabet EXHAUSTO til en ny struktur, hvor VKR Holding er fortsat som mindretalsaktionær.
VKR Holdings største enkeltforretning, VELUX Gruppen, besluttede tidligt i recessionen at satse på innovation. En samlet satsning på 1,7 milliarder kroner har ledt til en helt ny generation af VELUX ovenlysvinduer, der sætter nye standarder for energieffektivitet og lanceringen af en ny produktkategori målrettet erhvervsejendomme og institutioner. Det har været med til at sikre fremgang på de store europæiske markeder og i USA.
Resultatet er ligeledes påvirket af implementeringen af nye produktprogrammer.
Positiv afslutning
Starten af 2013 var præget af mangel på vækst i de fleste kernemarkeder forstærket af en lang og hård vinter, der gav en langsom start på året.
I løbet af 2013 og specielt i årets sidste måneder er der konstateret en mere stabil, positiv udvikling.
Bestyrelsesformand for VKR Holding A/S og VELUX A/S, Søren Bjerre-Nielsen siger om såvel holdingselskabets frasalg, som VELUX Gruppens investeringer i nye produkter:
- Målet har været at skabe et solidt fundament for profitabel vækst, som kan accelereres, når der kommer øget aktivitet i byggebranchen. Ved at fokusere på de forretninger, hvor vi skaber værdi og sikre at de, på deres respektive områder til stadighed fører an, når det gælder energieffektivitet, kvalitet og kundetilfredshed, er vi godt på vej.