Ny bog ser tilbage på globaliseringens indtog
Erhverv | Af Torben Jastram |
"Kamppladser" er en fortælling om tiden på det danske arbejdsmarked siden EU's østudvidelse for ti år siden.
Globaliseringen og internationaliseringen er over os, med alt hvad det fører med sig af både positive og mindre positive konsekvenser og problemstillinger. Men globaliseringen er kommet for at blive, og derfor har forfatteren bag bogen "Kamppladser" valgt at se tilbage på de konflikter, der har udspillet sig på byggepladserne rundt omkring i Danmark siden de østeuropæiske lande blev indlemmet i EU-klubben.
Bogens tema er østarbejdere og social dumping i byggeriet er som sådan helt klart et partsindlæg i debatten. Men den ser trods alt kritisk på fagbevægelsen såvel som på arbejdsgiverne.
Omdrejningspunktet i bogen er beskrivelser af en række navngivne byggepladser rundt om i landet og de mennesker, der har arbejdet eller blokeret den pågældende plads. Læseren kommer med til demonstration tidligt om morgenen og følger de dramatiske arbejdskampe og deres aktører.
Mellem kapitlerne om de enkelte byggepladser findes fakta-kapitler, der går i dybden med de politiske og økonomiske temaer, der har betydning for, hvordan østudvidelsen har påvirket byggebranchen. Fakta-kapitlerne har forfatter Jakob Mathiassen skrevet i samarbejde med journalist Klaus Buster Jensen.
"Kamppladser" er udgivet af Informations Forlag og koster 299,95 kr.