AE: Krisen synger på sidste vers
Erhverv | Af Torben Jastram |
Ifølge ny økonomisk prognose fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er forudsætningerne for at få godt gang i dansk økonomi til stede.
Den økonomiske krise synger på sidste vers, og der er udsigt til, at det begynder at gå fremad. Det mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som netop er kommet med en ny økonomisk prognose, der spår 1,4 procents vækst i år og godt to procent i 2015.
- Stemningsskiftet slog igennem i dansk økonomi sidste sommer og har faktisk holdt ved. Samtidig har vi et gigantisk privat opsparingsoverskud afspejlet i nye rekorder på betalingsbalancen. Forudsætningerne for at få godt gang i dansk økonomi er derfor til stede, siger chefanalytiker i AE, Frederik I. Pedersen.
Øget beskæftigelse
Prognose forventer, at beskæftigelsen herhjemme vil stige med 15.000 personer i både 2014 og 2015. Slår stemningsskiftet hårdere igennem på forbrugs- og investeringslysten, kan der dog komme meget mere gang i dansk økonomi. Det vil have en positiv effekt på arbejdsmarkedet.
- Der er i øjeblikket flere indikatorer på, at det danske arbejdsmarked er i bedring. Gennem de seneste måneder har vi set flere jobåbninger og færre joblukninger. Det går ligeledes bedre i udlandet, og de danske eksportudsigter er positive. Hvis den hjemlige efterspørgsel kommer i omdrejninger, kan det komme til at gå betydeligt stærkere med vækstrater, som man normalt vil forbinde med opgangstider. Hvis det sker, kan vi faktisk forvente en beskæftigelsesfremgang på mere end 50.000 til og med 2015, forklarer AE's chefanalytiker.
Bedre end rygtet
Sidste år oplevede vi fremgang på arbejdsmarkedet til trods for en meget svag vækst i dansk økonomi. Det tyder på en sløj produktivitetsudvikling og et arbejdsmarked, der er ude af trit med produktionen. Dog har dansk økonomi det grundlæggende bedre, end hvad væksttallene på overfladen vidner om.
- Vores analyse viser, at den underliggende tilstand i dansk økonomi har det langt bedre, end hvad de overordnede tal giver indtryk af. Ser man isoleret på industrien, de private serviceerhverv samt bygge- og anlæg under ét er væksten betydeligt højere end for dansk økonomi som helhed. Fraregner man her den finansielle sektor, så ligger værdiskabelsen faktisk højere end før krisen. Det er positivt, afslutter Frederik I. Pedersen.