Dobbelt hæder til C.F. Møller
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Både Aalborg Havnefront og OL-byen i London er blevet hædret med den prestigefyldte britiske Civic Trust Award.
Arkitektvirksomheden C.F. Møller har modtaget hæder hele to gange i form af den britiske pris Civic Trust.
Prisen uddeles til projekter af højeste arkitektoniske kvalitet, men kun hvis de samtidig vurderes at udgøre et særligt positivt kulturelt, socialt eller økonomisk bidrag til lokalsamfundet og demonstrerer bæredygtighed og universelt design.
Prisen gives hovedsageligt til arkitektur i Storbritannien og til få udvalgte projekter internationalt. I år blev Aalborg Havnefront udnævnt til vinder af Civic Trust International Award.
C.F. Møllers helhedsplan for Aalborg Havnefront sammenknytter Aalborgs middelalderbydel og Limfjorden, som industrihavnen og tung trafik tidligere gjorde svært tilgængelig for byens borgere.
Den bærende idé for hele Aalborg Havnefront har været at skabe rum, hvor alle generationer og befolkningsgrupper kan mødes. Det mål er i den grad indfriet, for statistik fra Aalborg Kommune viser, at Jomfru Ane Parken på den nye havnefront på få år har udviklet sig til Aalborgs mest besøgte park med i alt 800.000 besøgende om året.
Har tidligere vundet
Det andet vinderprojekt er East Village, populært kendt som Londons OL-bydel fra 2012 - bydelen er et gruppeprojekt, hvor C.F. Møller har haft ansvaret for en ud af 11 byggegrunde med nye, bæredygtige boliger. East Village blev hædret med en Civic Trust National Award.
C. F. Møller har tidligere modtaget Civic Trust Award for Darwin Centeret ved Natural History Museum i London og for Hospice Djursland.