Carlsberg Byen i Sydfrankrig
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Carlsberg Byen er med for at præsentere mulighederne i udviklingsprojektet for mulige investorer.
Carlsberg Byen er for andet i træk med på verdens førende messe for ejendomme, investering og udvikling, Mipim i Cannes, for at præsentere sit visionære udviklingsprojekt og tiltrække mulige investorer.
- Vi deltager igen i år, fordi det er den mest betydningsfulde ejendomsmesse, når det gælder ejendomsmarkedet i Europa. Det er et forum, hvor vi får lejlighed til at præsentere vores budskaber om Carlsberg Byen, og det er et forum, hvor vi effektivt kan netværke med såvel kendte som endnu ikke kendte interessenter. Da også København Kommune prioriterer Mipim højt og prioriterer kontakten til udenlandske investorer, giver det samtidig Carlsberg Byen en unik mulighed for at skabe kontakt til disse investorer, siger Morten G. Fossum, direktør i Carlsberg Byen P/S.
Mulige investorer
Carlsberg Byen deltager på den danske stand på Mipim sammen med ni andre danske virksomheder. Copenhagen Capacity står bag standen, og organisationen har på dette års messe valgt at fokusere på målrettede netværksmøder med udenlandske investorer.
Copenhagen Capacity har blandt andet arrangeret en investorfrokost, hvor en række udvalgte udenlandske investorer er inviteret til frokost med standpartnerne.
- Da vi så at sige endnu ikke har varer på hylderne, er det vores mål at pleje kontakten til såvel danske som udenlandske interessenter samt i høj grad også at skabe nye kontakter. Samtidig håber vi, at få de internationale investorers øjne op for mulighederne i Carlsberg Byen, siger Morten G. Fossum.