Omsætning nærmer sig igen milliard
Erhverv | Af Torben Jastram |
KPC-koncernen har afleveret et flot 2013 regnskab med et overskud før skat på godt 91 millioner kroner.
For et par år siden omsatte den Herningbaserede udviklings- og entreprenør-koncern for lidt over en mia. kr. Årets efter faldt omsætningen til 930 mio., men nu har man genvundet en del af nedgangen, for det nye årsregnskab viser en 2013-omsætning på 978 mio. kr.
Omsætningsfremgangen er samtidig blevet kronet med et flot overskud på hele 91 mio. kr før skat mod 42 mio. kr. sidste år. Det bedste resultat siden 2009.
Dermed kan ledelsen i regnskabets beretning kun udtrykke tilfredshed med koncernens udvikling.
"Resultatet anses for at være tilfredsstillende og i overensstemmelse med forventningerne. Koncernen har et meget stærkt likviditetsberedskab og en god ordrebeholdning, der afvikles planmæssigt og som giver forventning om et godt og tilfredsstillende resultat for 2014.
Højhus snart klart
Virksomheden beskæftiger fast knapt 70 ansatte fordelt på ingeniører, konstruktører, økonomi- og administrativt personale. Herud over beskæftiger koncernen en stribe underleverandører i de forskellige projekter.
KPC har netop afleveret Plaza I, Havneholmen i København. Det er 7.200 kvadratmeter kontorbyggeri, der opføres for Skanska Øresund.
Og der er mange andre store projekter undervejs. Snart kan entreprenøren også aflevere det hidtil største højhus i Aarhus. De 23 etager bygges tæt ved Aarhus Banegaard for bygherre Hans Lorenzen, og store dele af huset får Comwell som lejer.