Solen skal skinne for alle på Maria Kirkeplads
Byggeri | Af Dan Bjerring |
Spændende renoveringsprojekt skal omdanne plads med skidt renomé til nye ånderum på Vestebro.
Går man ad Istedgade på Vesterbro i København mod Hovedbanegården, kommer man godt 100 meter før Hovedbanegården forbi en lille undselig plads med en kirke, Maria Kirkeplads.
Den ligger i hvad man tidligere benævnte "den uartige ende af Istedgade", men de senere år er de prostituerede afløst af narkomaner og narkopushere, der efterlader deres sprøjter og andet "udstyr" på steder, der gør, at ingen tør lade deres børn lege på stedet.
Tidligere var pladsen også hjemsted for en såkaldt specialskole for elever med boglige vanskeligheder, der skulle gå i hjælpeklaser. Den blev dog lukket i 1982.
Første spadestik
Altså ikke umiddelbart et særlig indbydende sted, men det skal der nu laves som på. Klokken 9.15 på mandag den 10. marts tages første spadestik til renovering af Maria Kirkeplads. Projektet igangsættes af Vesterbro Menighedsråd og omfatter ny granitbelægning og ny træbeplantning på pladsen, og over pladsen opsættes en prisme, som reflekterer solens lys.
Der er ingen tvivl om, at det for mange lokale vesterbroborgere bliver fulgt med spænding, og overskriften for projektet er da også meget ambitiøs "Solen skinner for os alle? - om der skal være plads til "alle" bliver dog ikke mindst et spørgsmål, om politiet er parat til at yde en effektiv indsats for, at stedet også kan anvendes af børnefamilierne.
Stort medansvar
Renoveringen er støttet af Realdania, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Københavns Kommune og Vesterbro Sogn.
Planen er resultat af en arkitektkonkurrence, som mundede ud i to vinderprojekter, som nu er forenet i et samlet projekt. Pladsen er udformet af tegnestuen 1:1 ved Mads Riis, og prismen er udformet af Tanja Jordan:
- Mariakirken har altid taget et stort medansvar for Vesterbros udsatte grupper som narkomaner og prostituerede. De får ligesom kirkegængerne og forbipasserende bedre rammer nu, når pladsen forvandles fra rå asfalt til en ny belægning, lys og træer. Pladsen skal ikke blive et stykke velfriseret Østerbro, men skabe rammer, der styrker den rummelighed, Vesterbro er kendt for, siger teknik og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
Nedslidt plads
Menighedsrådet har i otte år arbejdet for at give pladsen den tiltrængte renovering, og menighedsrådets formand Jens Andersen understreger, at Mariakirken er for alle:
- Pladsrenoveringen skal omdanne den nedslidte plads foran kirken til et moderne offentligt byrum, som alle trygt kan færdes i. Det gælder både for kirkens brugere og forbipasserende på gaden. Med den nye plads får vi en smuk og værdig indgang til Mariakirken. Og et hjørne af Vesterbro, som byfornyelsen overså, får et kvalitativtløft.
Det vil så vise sig, om de store ambitioner bliver til virkelighed, for som bekendt - "Istedgade overgiver sig aldrig", som man sagde ved folkestrejken under besættelsen.