Energibesparelser kræver fagligt samarbejde
Byggeri | Af Kim Ebbesen |
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI har indgået et samarbejde med Viegand Maagøe om fremme af energibesparelser i Danmark.
Samarbejde er vejen frem, hvis kravet om at realisere en stadig stigende mængde energibesparelser skal realiseres. Det mener FRI, som derfor har valgt at indgå et samarbejde med energikonsulentfirmaet Viegand Maagøe. Samarbejdsaftalen skal fremme energispareindsatsen og sikre nye muligheder for at indberette besparelserne.
FRI har tidligere allieret sig med både NRGi Net og SEAS NVE for at fremme energispareindsatsen i forbindelse med energiprojekter i blandt andet industri og bygningsmasse.
- FRI?s medlemsvirksomheder er involveret i energiprojekter over hele landet i alt fra boligforeninger til offentligt byggeri og industrivirksomheder. Udover at sikre kunden en energimæssig optimal løsning er det ofte også rådgiverne, der er bindeled mellem kunderne og energiselskabernes forskellige tilskudsmuligheder - og her vil aftalen med Viegand Maagøe gøre det lettere for de rådgivere, der ikke selv ønsker at have kontakten til et energiselskab og håndtere de krav, der stilles til dokumentation og kvalitetssikringssystem, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
Fælles tilfredshed
Han er sikker på, at det nye samarbejde vil bidrage til realisering af flere energibesparelser. Kunderne er der allerede, og markedet er i vækst, lyder argumenterne. Udover at lette de administrative byrder skal samarbejdsaftalen sikre gennemsigtighed i hele forløbet og gør muligt for rådgiverne at tilbyde kunderne et af markedets højeste tilskud til energibesparelser på pt. op til 38 øre/kWh.
Hos Wiegaand Maagøe er der også stor tilfredshed med den indgåede aftale.
- Aftalen med FRI er vigtig for vores arbejde med at realisere energibesparelser. For det første vil den gøre det lettere for os at synliggøre og viderekommunikere vores forskellige pakkeløsninger til FRI-medlemsvirksomhederne. For det andet vil samarbejdet bidrage positivt til energispareindsatsen, som vi alle har et fælles ansvar for, siger Peter Maagøe Petersen, der er administrerende direktør i Viegand Maagøe.
Samarbejdsaftalen er trådt i kraft. ?