Åbent og moderne: Totalrenoverer Pergola-området på RUC
Renovering | Af los |
Hoffmann skal de næste to år totalrenovere dele af Pergola-området på RUC for Bygningsstyrelsen. Også udendørsarealerne får den helt store tur med bl.a. en Campushave med vild natur.
Frem til 2026 må studerende og ansatte i den del af Roskilde Universitet, hvor Pergola-området ligger, vænne sig til nye adgangsveje, da en stor del af det 8.705 kvm centrale knudepunkt på campus skal transformeres.
Fem af de ni kubebygninger i to etager opført i 1970'erne i Pergola-området totalrenoveres både ind- og udvendigt, så området bliver mere åbent med nye forsamlingssteder. Også de tilstødende udendørsarealer skal totalrenoveres, mens to ny bygninger skyder op.
Udover store, nye vinduespartier, som sikrer bedre lysindfald og direkte udsyn til omgivelserne, skal indretningen fremadrettet sikre større rummelighed, et bedre flow i bygningerne via nye gangforbindelser og understøtte moderne undervisnings- og læringsformer - herunder fokus på varierede muligheder for gruppearbejde, forelæsninger og fordybelse.
Projektet er muliggjort ved hjælp af en pulje på i alt 750 mio. kr., som regeringen i 2015 afsatte til funktionel fornyelse, istandsættelse og vedligehold af danske universiteter. Midlerne skal sikre, at universiteternes forældede bygninger bliver bragt i moderne stand, uden at huslejen stiger uforholdsmæssigt meget.
Vild med vilje i Campushaven
De udendørsarealer, som er omfattet af projektet, indebærer bl.a. Campushaven, der er et nyt opholdssted med udsigt til den nærliggende sø. Campushaven skal indgå i det resterende campusområdes vilde koncept, hvor biodiversitet, hjemmehørende plantearter og uklippede græsarealer får høj prioritet.
Læs også: Bygningsstyrelsen renoverer første universitet fra ny pulje
Gennemførelsen af projektet sker under den strategiske rammeaftale for totalentrepriser, hvor Bygningsstyrelsen varetager bygherrerollen med Hoffman som samarbejdspartner; en strategisk rammeaftale til en værdi på op mod 1,8 mia. kr., som entreprenørvirksomheden vandt tilbage i december 2020.
Byggepladsen blev etableret i december, hvorefter entreprenøren gik i gang med nedrivningen. Byggeriet forventes at stå færdigt i 2026.