Valgte renovering: Har sparet både totaløkonomisk og miljømæssigt
Renovering | Af los |
I stedet for at bygge nyt har Rockwool renoveret hovedkvarteret i Hedehusene. Det har givet en reducering i energiforbruget på hele 64 % samt en DGNB Guld-certificering.
Rockwools hovedkvarter i Hedehusene stod klar i 1972, og har siden gennemgået diverse renoveringer. Den seneste, yderst omfattende renovering har alene stået for 42 % reduktion af energiforbruget og samtidig bidraget til, at byggeriet er blevet DGNB Guld-certificeret og lever op til bygningsreglementets kommende bæredygtighedskrav, der bliver indført i 2023.
I sin 50-årige eksistens har den 3.448 m2 store kontorbygning formået at reducere energiforbruget med hele 64 %.
Konkret er det samlede energiforbrug i kontorbygningen i Hedehusene efter renoveringen faldet med 64 % fra 185 kWh/m2/år til ca. 68 kWh/m2/år. Det betyder, at bygningen nu lever op til renoveringsklasse 1, der fremhæver det lave energibehov og det gode indeklima. Samtidig viser LCA-beregninger, at der er sparet ca. 370 t. CO2e (se faktaboks) ved at bevare og genbruge bygningens grundkonstruktion.
- I mange tilfælde vælger man at rive 'gamle', utidssvarende bygninger ned og opføre nye i stedet, men heldigvis er der en stigende opmærksomhed på gevinsterne ved at renovere. Byggesektoren er ansvarlig for ca. 40 % af det samlede affald i Danmark, og 95 % af det stammer fra renovering og nedrivning, siger Frank Ove Larsen, der er adm. direktør for Rockwool i Norden.
En betragtelig omkostningsreduktion
Renoveringen er dog ikke bare en gevinst for miljøet, men har også en positiv effekt på de samlede omkostninger ved byggeriet, lyder det fra Frank Ove Larsen:
- Renovering er ikke bare rentabel i forhold til reduceringen af CO2-udledning, men også rent økonomisk. Den samlede pris for renoveringen er på ca. 17.000 kr./m2, hvor nybyggeri vurderes at ligge på 20.000-25.000 kr./m2. Det er da bestemt en omkostningsreduktion, der er til at tage og føle på.
Rockwools resultater ved renoveringen af det nye hovedkontor understøtter konklusionerne i den rapport, som Rambøll i 2020 udarbejdede for det tværfaglige branchepartnerskab 'Renovering på Dagsordenen'.
Her konkluderede man på basis af 16 faktiske cases, at det miljømæssigt og totaløkonomisk er mest fordelagtigt at renovere fremfor at bygge nyt.