Flere slam-anlæg på vej? Succesfirma får millionstøtte
AquaGreen, der har udviklet en teknologi, som reducerer de klima- og miljøbelastende stoffer i slam fra rensningsanlæg, har fået en stor økonomisk indsprøjtning.
Energi- og fibernetkoncernen Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn har via det fælles investeringsselskab - Impagt Invest Sjælland - investeret 8,75 mio. kroner i AquaGreen, der har udviklet en ny teknologi, som reducerer de klima- og miljøbelastende stoffer i slam fra rensningsanlæg.
For i dag samles spildevandsslam og gylle i tanke eller i lagerhaller, inden det køres ud på marker, og i mellemtiden afdamper slam og gylle potente drivhusgasser som CO2, metan og lattergas. Samtidig udgør vådt bioaffald et stadig større problem for miljøet og for klimaet, for når slam i dag spredes på marker, tilføres naturens kredsløb miljøskadende stoffer, som både påvirker natur, fødevarer og grundvand.
Men løsningen kan være fundet med AquaGreens teknologi, hvor slam og gylle løbende omdannes til biokoks, fjernvarme og grøn gas, som kan bruges som hhv. gødning og opvarmning af boliger hele året. Tilmed fjerner AquaGreens løsninger de miljøskadende stoffer og bevarer den fosfor, som er et livsvigtigt næringsstof i landbrugsjord. Og som verden er ved at løbe tør for.
- Vi stiller nu kapital til rådighed for AquaGreen, som har udviklet en teknologi, der kan hjælpe Danmark med at indfri de nationale klimamål og reducere CO2-udledningen. Sammen kan vi gøre en indsats for klimaet og den grønne omstilling, for selskabet er i en positiv udvikling med stærkt fokus på bæredygtige løsninger. Det vil vi i Impagt Invest Sjælland gerne bakke op om, siger Jesper Hjulmand, adm. direktør i Andel.
Solidt fundament for vækst
Også i Sparekassen Sjælland-Fyn er adm. direktør Lars Petersson glad for at kunne støtte op om udbredelsen af AquaGreens teknologi, der baner vejen for en mere bæredygtig genanvendelse af spildevandsslam til gavn for blandt andet landbruget:
- AquaGreen passer på den måde perfekt ind i vores ønske om at understøtte virksomheder, der udvikler bæredygtige løsninger, og som har et solidt fundament for vækst.
Kunderne står i kø
De første to anlæg i verden med AquaGreens nye teknologi står i Odsherred og på Fyn. De er nu testet og har leveret positive resultater. Dermed er det dokumenteret, at spildevandsslam kan omdannes til en eftertragtet miljøvenlig ressource via en cirkulær proces, og AquaGreen er nu klar med en ambitiøs vækststrategi, siger Henning Schmidt-Petersen, CEO i AquaGreen:
- Kunderne står i kø og har, ligesom vi, ventet på de positive driftsresultater, som nu er i hus. Vi har fået og får fortsat henvendelser fra mange interesserede investorer, som ønsker at være med på rejsen, siger han og konstaterer, at markedet bliver ved med at vokse, og at det ikke begrænset til forsyningsselskaberne i ind- og udland:
- Der er et meget stort potentiale inden for specielt landbrug, hvor der er behov for at reducere drivhusgasemissionerne og benytte landbrugets restprodukter til at producere bæredygtig energi i form af fjernvarme og grøn gas.
Teknologien er udviklet i samarbejde med DTU (Danmarks Tekniske Universitet), Odsherred Forsyning og VandCenter Syd.