Udvikler barsler med 21.000 nye etagemeter i Aarhus
Byggeri | Af Thøger Raun |
Der skal bygges boliger i den stadigt voksende østjyske metropol - og derfor har 1927 Estate erhvervet sig ny plads i bydelen Risskov.
Ejendomsudvikleren 1927 Estate har netop sat sin underskrift på købet af et større areal i prominente Risskov lige nord for Aarhus.
Her forventer man inden længe at påbegynde byggeriet af små 21.000 etagemeter ny beboelse - byggestarten kalkuleres til omkring årsskiftet.
Købet af grunden i Vejlby Risskov er ikke en tilfældighed. I samme postnummer har 1927 Estate nemlig hovedkontor, og kendskabet til det eftertragtede lokalområde og mulighederne er derfor indgående.
- Vi har lov til at bygge i seks etager, og det regner vi bestemt med at udnytte. Der er stadig mangel på moderne lejeboliger i Aarhus, og vi har erfaring fra flere projekter, hvor udlejningen af ejendommene er gået strygende, fortæller partner i 1927 Estate Martin Thingstrup Odgaard til Dagens Byggeri.
Folk vil bo i Risskov
De to nordlige Aarhus-forstæder: Vejlby og Risskov har udklasseret Aarhus Kommune - specielt de seneste fem år i forhold til befolkningstilvækst.
Befolkningstallet i landets næststørste kommune er vokset 6,7 procent, mens Vejlby og Risskov har oplevet en samlet stigning i indbyggertallet på tårnhøje 16,6 procent.
Kombineret med glimrende infrastruktur i form af Letbanen lige rundt om hjørnet og nærmeste motorsvejsafkørsel fem minutter væk, fremstår området ideelt med indkøb, naturskønne Egå Engsø og en af tidens helt store trends - padeltennis - inden for gåafstand.
- Vi er utrolig glade for at have landet en aftale. Området lever op til alle de krav, vi har til eksempelvis demografiske forhold, infrastruktur og faciliteter i nærområdet. At vi så skal bygge nærmest i vores egen baghave er blot desto mere glædeligt, fortæller Martin Odgaard.
Området forventes at komme til at bestå af et bredt udvalg af boliger baseret på 1927 Estates mangeårige erfaring med byggeri i Aarhus-området.