Værdibyg vil sætte processen i centrum
Bæredygtighed | Af Thøger Raun |
Byggeriets fokus skal rettes mod mere end bare materialerne i det bæredygtige byggeri, lyder det fra projektchef.
Det lyder måske indlysende for de fleste: Men bæredygtighed er et vidt begreb - så vidt, at der er behov for at nærme sig nogle mere faste rammer. Det mener i hvert fald Værdibyg - her repræsenteret ved projektchef Nina Koch-Ørvad.
Derfor er branchefællesskabet netop udkommet med en publikation, som kortlægger udfordringer og barrierer i den bæredygtige byggeproces. Meget mere end bare materialevalget skal nemlig overvejes i byggeriets indledende faser.
For at udnytte materialernes potentialer, er både bygherre, rådgiver og entreprenør nødt til at gøre tingene lidt anderledes.
Nina Koch-Ørvad, Værdibyg
- Bæredygtighed er den der lidt fluffy størrelse. Det er alt fra arbejdsforhold og indeklima til beboelsesmønstre, men selvfølgelig også CO2-reduktion og cirkulær tænkning. Derfor har vi behov for at forstå, hvordan den bæredygtige byggeproces ser ud - helt fra hvordan bygherre stiller krav til, til hvordan rådgivere og entreprenører gennemfører byggeprojekter, der netop lever op til de krav, siger Nina Koch-Ørvad.
Man kan finde publikationen her.
Ikke bare genbrug
Værdibygs væsentligste pointe er ifølge Nina Koch-Ørvad, at processen i det bæredygtige byggeri skal i centrum.
Der er langt fra de store ambitioner om bæredygtighed i byggeriet til dét, der rent faktisk bliver bygget. Når vi taler med praktikerne, peger de på, at mange byggeprojekter mangler tydelige mål og krav til bæredygtighed. Og så mangler der forståelse for, at processen frem mod det bæredygtige byggeri skal tilrettelægges og ledes på en ny måde, påpeger Nina Koch-Ørvad.
- Der er utrolig meget snak om genbrug af materialer og om CO2-reduktion. Men for at udnytte materialernes potentialer, er både bygherre, rådgiver og entreprenør nødt til at gøre tingene lidt anderledes: Fra måden vi samarbejder på, til måden vi videndeler på, og til hvordan vi implementerer løsninger. Et ensidigt fokus på materialer gør ikke et byggeri bæredygtigt, siger projektchefen.
Første skridt til en vejledning
Publikationen er et oplæg til debat om byggeprocessens rolle i forhold til bæredygtigt byggeri. Næste skridt er at udvikle en vejledning, som viser vejen til en mere bæredygtig byggeproces.
Det er ellers ikke fordi det skorter på retningslinjer derude. LEED, BREAM, DGNB, verdensmål, LCA'er og seneste regeringens frivillige bæredygtighedsklasse. Men det er lidt det, der er udfordringen, lyder det fra Nina Koch-Ørvad.
- Sproget for bæredygtighed er et af mange benspænd. Nogen hævder, at DGNB vægter alle elementer, mens andre vil mene, at det slet ikke rækker.
- Vi skal ikke blande os i, hvordan man definerer bæredygtighed. Det vigtige er, at vi får styrket processen frem mod det bæredygtige byggeri. Målet er at producere vejledninger og dele gode erfaringer, så branchen formår at bygge så bæredygtigt som muligt hver gang, siger Nina Koch-Ørvad.