Aarhus klar med helhedsplan for stor bydel
Byudviklingsindsatser, klima- og infrastrukturprojekter skal sikre, at bydelen Viby J bliver opgraderet.
En helhedsplan for Viby med særligt fokus på en cirka fem kilometer lang strækning langs Skanderborgvej skal sætte retning for den fremtidige byudvikling i bydelen. Helhedsplanen blev tidligere i dag behandlet i Magistraten.
- Viby har masser af potentiale, men det er ikke alle steder i bydelen, at vi har fået indfriet potentialet endnu. Helhedsplanen skal sætte retningen for den fremtidige byudvikling i Viby. Med byudviklingsindsatser, klima- og infrastrukturprojekter skal bydelen opgraderes, så Viby bliver en bedre og mere sammenhængende bydel med et trygt og blomstrende byliv, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.
Baggrunden for helhedsplanen er udpegningen af Skanderborgvej som vækstakse i Kommuneplan 2017 og de mange projektønsker især i området omkring Viby Torv.
Færre høje bygninger
I forbindelse med udarbejdelsen af helhedsplanen har der været gennemført to borgermøder og en lang række workshops med blandt andre borgere, Viby Fællesråd, private interessenter, grundejerforeninger og Viby Kirke.
- Vi har haft mange inspirerende og givende dialoger, som har medført konkrete ændringer. Det betyder, at vi på baggrund af inddragelses-processen har reduceret bebyggelseshøjden flere steder i området, siger Bünyamin Simsek.
Indholdet i helhedsplanen bliver udfoldet i fem strategier, der blandt andet sætter fokus på en varieret bydel med blandede boligtyper, en tryg og sammenhængende bydel.