Almene boliger indtager Rytters Plads
Himmerland Boligforening ønsker at opføre 45 nye lejeboliger i Skørping - foreningens femte boligafdeling i byen.
Mens man i København taler om, hvordan man skal få opført flere almene boliger i byen, er det anderledes ude i provinsen. I tilfældet Himmerland Boligforening handler man mere end taler.
Midt i Skørping - med ganske kort afstand til blandt andet biografen, kulturstationen, ungdomshuset og stationen - ligger Rytters Plads,. Og her har boligforeningen fået Rebild Kommunes accept til at opføre 45 almene boliger. De fordeler sig på seks 110 kvadratmeters rækkehuse i halvandet plan, seks 100 kvadratmeters rækkehuse i ét plan samt to treplanbyggerier med henholdsvis 15 og 18 boliger på 70 til 110 kvadratmeter, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
- Der er ikke bevaringsværdige træer eller anden beplantning på området, men ikke desto mindre har vi fokus på det grønne og bæredygtige. I første omgang handler det om, at vi fjerner en større mængde overskudsjord, der bliver deponeret på en godkendt fyldplads. Derefter tilfører vi nyt materiale, så omkring en halv meter af den øverste del af området bliver ren jord. Det indgår også i vores planer i videst muligt omfang at benytte træ i konstruktionen af afdelingen - dels for at mindske CO2-aftrykket ved opførelsen, dels for at opnå et visuelt indtryk, der passer godt ind i helheden, siger direktøren.
På en del af Rytters Plads, der er en tidligere erhvervsgrund, er Rema1000 flyttet ind i en ny bygning. Rytters Plads ligger lavere i landskabet end Skørping Nykirke, der er nabo mod øst, og da byggeriet er i begrænset højde, vil der også efter etableringen af Himmerland Boligforenings nye afdeling være et fint udsyn til kirken.
Himmerland Boligforening er i gang med projekteringen af byggeriet og forventer, at der vil kunne tages første spadestik primo 2022. Går alt efter planen, vil beboerne rykke ind på Rytters Plads medio 2023.