Slagsmålene ved Voldgiftnævnet er blevet markant større
Erhverv | Af Thøger Raun |
I 2020 blev der anlagt sager for 3,2 milliarder kroner ved den uafhængige byggemyndighed. Det er en stigning på 129 procent fra året før.
Som oftest ender et samarbejde mellem bygherre og entreprenør med rygklappende skåltaler og snore, der klippes. Men ikke altid. Enkelte gange ender det i slagsmål.
Og i det seneste år, corona-året 2020, er de store slagsmål byggeriets parter imellem blevet gevaldig meget større. Det viser en opgørelse, som Dagens Byggeri har fået fra Voldgiftsnævnet - byggeriets uafhængige alternativ til domstolene.
I 2020 voksede det beløb, som der blev anlagt sager for ved myndigheden, fra 1,4 milliarder kroner til 3,2 milliarder. En stigning på 129 procent. Og det var mod forventingen, fortæller direktør ved nævnet Lene Ahlmann-Ohlsen.
- Vi troede faktisk, da coronaepidemien brød ud herhjemme, at vi ville se en nedgang i antallet af sager, men det var tydeligvis ikke tilfældet, siger hun til Dagens Byggeri og uddyber:
- Der er desuden kommet flere af de helt store sager til, hvor beløbsrammen lander over 50 millioner kroner. Blandt andet derfor har vi set den samlede værdi af anlagte nye voldgiftssager i 2020 skyde voldsomt i vejret sammenholdt med året før, siger hun.
Hemmeligstemplet
Hvilke sager, der er tale om, kan Lene Ahlmann-Ohlsen ikke komme nærmere ind på. Grundet nævnets private natur og krav om fortrolighed, oplyser man ikke nærmere om hverken præsente eller tidligere sager.
Nogle af de mere markante sager, som parterne selv har oplyst omverdenen om, tæller blandt andre kampen mellem Bygningsstyrelsen og den spanske teknikgigant Inabensa og roderiet på Niels Bohr Bygningen. Mens MgO-plade-sagerne, der har sendt flere virksomheder til tælling, er et andet eksempel.
Og umiddelbart er der udsigt til, at beløbet tager endnu et hop opad næste år. Som DR kunne berette i sidste uge, barsler konsortiet bag metrobyggeriet i København med et sagsanlæg ved netop Voldgiftsnævnet på seks milliarder kroner.
Men lidt kontekst, hvis man synes, at byggeriets verden bevæger sig fra slem til værre. Ifølge Danmarks Statistik var omsætningen i branchen i 2020: 289,3 milliarder kroner. Så man må medgive, at langt de fleste byggesager løses i mindelighed parterne imellem.