Boxen - idrætshøjskole bygger nye undervisningslokaler til fitness
Byggeri | Af Byggefakta |
Undervisningsfaciliteterne står til at få et markant løft på Nordjyllands Idrætshøjskole, der netop har taget første spadestik til nye undervisningslokaler til blandt andet fitness. Det er lokale firmaer, der står for både projektering og udførelse af byggeriet.
Boxen er navnet Nordjyllands Idrætshøjskoles nye fitnessundervisningslokaler med knap 1.000 m2 dedikeret til cross training. Hjertet i bygningen bliver en stor sal på 533 m2 med højt til loftet og mange anvendelsesmuligheder, mens de tilstødende rum indrettes med træningslokaler til styrke, cardio, spinning og teoretisk undervisning.
Det er det lokale arkitektfirma Signatura, der står for projekteringen i samarbejde med ingeniørerne fra Brix & Kamp. Bygningen udføres i let konstruktion, hvor hovedbygningens tag bliver med to-sidig hældning beklædt med stålplader og facaden udføres i fibercement-plader. Foyer-området får fladt tag med tagpap-dækning. Her giver træfacader et varmt modspil til den mere neutrale halbygning. Store glaspartier sikrer naturligt lys og et kig til bygningens indre.
Byggearbejdet udføres som hovedentreprise af MJ Byg, der ligesom skolen og arkitekten har hjemme i Brønderslev. Entreprenøren er netop gået i gang og byggearbejdet forventes afsluttet i slutningen af oktober 2021. Baggrunden for at projektet kan realiseres, er en anseelig donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 5. mio. kr. og en donation fra Norlys Vækstpulje Nyfors på 250.000.