Europæisk ejendomsgigant opruster i Norden
Verdion styrker sin tilstedeværelse i Danmark og Sverige med nye afdelinger og profiler.
En portefølje af logistikejendomme på 1,5 milliarder euro, det er hvad den europæiske ejendomsudvikler inden for logistikejendomme, Verdion, har opbygget siden 2013. Det er sket i kraft af nye projekter og ombygninger i Tyskland, England, Norden, Benelux og Tjekkiet.
Efter flere udviklingsprojekter med logistikejendomme i Storkøbenhavn opruster Verdion nu i Danmark, hvor virksomheden åbner en afdeling. Herfra skal der udvikles projekter i Danmark såvel som i Sverige, hvor den paneuropæiske virksomhed også opruster.
- Der er betydelige muligheder for vækst i de nordiske lande, og der er lige nu stor forskel på, hvad forbrugerne forventer og den standard og mængde af logistikkvadratmetre, der rent faktisk er til rådighed på markedet lige nu, ikke mindst når det kommer til e-handel. Den store efterspørgsel efter plads går hånd i hånd med en stigende interesse efter logistikgrunde af høj kvalitet, man kan råde over i længere tid, siger CEO og grundlægger af Verdion, Michael Hughes om den nordiske satsning.