Thulebasen har fået nye boliger
En gammel bygning er omdannet til 42 totalrenoverede lejligheder på Thulebasen. A&K Greenland har netop afleveret byggeriet til det amerikanske luftvåben.
En del af personalet, der driver Thulebasen i Grønland, kan nu flytte ind i 42 totalrenoverede lejligheder.
Sådan lyder det fra Adserballe & Knudsen Greenland, en del af Jensen Gruppen, der netop har afleveret projektet 'Dormitory Building #97' til bygherren - det amerikanske luftvåben. Opgaven omfattede renovering både indvendig og udvendig, ombygning og modernisering af en eksisterende bygning fra 1960'erne, der er blevet omdannet til 42 store lejligheder i et kompleks på godt 3000 kvadratmeter.
- Vi er stødt på flere udefrakommende forhindringer undervejs, som vi sammen har løst. Det gode samarbejde og forståelsen mellem bygherre og entreprenør er enorm vigtig. Især på Grønland, hvor klimaet og infrastrukturen er noget helt særligt. Det understreger dette projekt, siger Niels Laursen, administrerende direktør i A&K Greenland, som tidligere har udført opgaver for amerikanske forsvar.