Goldman Sachs køber næsten 1000 projektboliger i Østjylland
Erhverv | Af Torben Jastram |
Birch Ejendomme har solgt syv boligprojekter til den amerikanske investeringsbank, som er i samarbejde med Rubik Properties om købet.
Her på en af årets sidste dage har Rubik Properties oplyst, at man sammen med den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har erhvervet mere end 900 projektboliger - fordelt på syv projekter - i Jylland. Det skriver Ejendomswatch.
Birch Ejendomme har udviklet de syv boligprojekter i de østjyske byer Kolding, Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers med samlet 70.000 kvadratmeter, som efter planen alle er opført i 2022.
Prisen er ikke oplyst, men ifølge Ejendomswatch løber det formodentlig op i godt 1,4 milliarder kroner.
Det oplyses desuden, at gennemsnitsstørrelsen på boligerne er 75 kvadratmeter, samt at alle boliger forventes DGNB certificeret.