Miljøvurdering af Lynetteholm sendes i offentlig høring
Forløbet om etableringen af Lynetteholm og projektets påvirkning af omgivelserne er sendt i offentlig høring.
Der skal nu tages vigtige skridt i forbindelse med Københavns nye bydel, Lynetteholm, der frem mod 2070 vil rejse sig i Københavns Havn mellem Nordhavn og Refshaleøen. Den offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten er nu gået i gang og vil vare frem til 25. januar 2021. Det oplyser By & Havn.
Formålet er påpege, hvordan forløbet med etableringen af den kunstige ø - med sin placering og et areal på 2,8 kvadratkilometer - påvirker miljøet.
Før byudviklingen på Lynetteholm kan sættes i gang, skal der ved jordopfyld etableres et nyt stykke land i Københavns Havn, hvilket skal godkendes ved lov i Folketinget. Derfor har Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen sendt miljøkonsekvensrapporten i offentlig høring.
- Jordopfyldningen vil være et helt afgørende led i stormflodssikringen af København, som vil give tryghed for byens borgere og beskytte vigtig infrastruktur. Det er en stor og vigtig opgave, og med Lynetteholmen bliver der også åbnet en række muligheder for både København og kommunerne omkring. Derfor er det også vigtigt at borgerne og alle interessenter nu engagerer sig og bruger de muligheder for information og indflydelse, som høringen giver, lyder det fra transportminister Benny Engelbrecht.
Det er i miljøkonsekvensrapporten blandt andet blevet grundigt undersøgt, hvilke konsekvenser etableringen af Lynetteholm vil have for natur og miljø, samt hvordan den eksisterende by påvirkes af transporten af jord, som skal bruges til at skabe det nye landområde.
Høringssvar kan indsendes til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der er myndighed på miljøkonsekvensrapporten, via denne hjemmeside: https://tbst.dk/da/lynetteholm.