Bravida vækster omsætningen i tredje kvartal
I årets tredje kvartal steg Bravida Danmarks omsætning med 7 procent til 1.007 millioner svenske kroner. Stigningen i omsætning er primært drevet af installationsvirksomheden.
Der er både surt og sødt at berette fra Bravidas regnskab for tredje kvartal 2020.
EBITA faldt i perioden med 10 procent til 48 millioner svenske kroner, hvilket resulterede i en EBITA-margin på 4,7 procent. Resultatet forklares af lavere indtjening i enkelte projekter og lavere omsætning i serviceforretningen, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Ordreindgangen faldt med 28 procent i 3. kvartal sammenlignet med samme periode sidste år og udgjorde 896 millioner svenske kroner. Den forholdsvis lavere ordreindgang skyldtes at Bravida sidste år vandt en stor ordre på udførelse af alle tekniske installationer på det nye Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SDU Sund) i Odense. Ordreindgangen består primært af mindre og middelstore ordrer både inden for installationsprojekter og service.
Ordrebeholdningen var ved udgangen af 3. kvartal 7 procent lavere end samme periode året før og beløb sig til 2330 millioner svenske kroner.
- Generelt ser jeg byggebranchen som havende et fornuftig aktivitetsniveau, men Covid-19 har medført et fald i efterspørgslen på service, og den nuværende situation i Danmark gør det vanskeligt at vurdere serviceaktiviteterne i den nærmeste fremtid. Vi vil dog fortsat følge vores servicestrategi og arbejde videre med at forbedre og udvikle vores serviceforretning. Heldigvis oplever vi at markedet for installationsopgaver fortsætter uden at være betydeligt påvirket af Covid-19, siger administrerende direktør i Bravida Danmark Johnny Hey i en kommentar til regskabet.
Det gennemsnitlige antal medarbejdere var i 3. kvartal 2315.