Arkitema vil vokse på mobilitet og industri
Arkitektur | Af kras |
Som en del af Cowi-koncernen skal Arkitema vokse på nogle af Cowis kerneområder.
Arkitemas samarbejde med Cowi går godt, og derfor tager Arkitema nu det næste skridt og sætter endnu større forretningsfokus på infrastruktur, energi, industri og miljø.
For at accelerere denne udvikling ansætter Arkitema Mette Neimann og John Strandfelt som forretningsområdechefer og partnere. De har begge stor erfaring og har i mange år specialiseret sig inden for områderne energi, mobilitet og industri.
Mobilitet og industri er områder, hvor Cowi i forvejen er stærke, og med de to ny ansættelser styrkes arkitektkompetencerne, så man i et tæt samarbejde med Cowi kan fremme markedspositionen.
- Dette skal ses som en naturlig udvikling af Arkitema. Jeg er sikker på, at vi med de to nye, stærke partnere vil kunne sikre os endnu flere spændende og komplekse projekter i Skandinavien, fortæller Senior Market Director og Partner i Arkitema, Jørgen Bach.
Begge partnere starter i august 2021, og skal arbejde fra Arkitemas kontor i København.