Belastet byggeboss på vej i konkurskarantæne
Den tidligere ejer af Akk Byg IVS, Alen Kapetanovic, som trækker et spor af social dumping efter sig, skal ikke have mulighed for at lede virksomheder, hvor han ikke hæfter personligt, mener kurator.
Når man senest har stået i spidsen for en virksomhed, Akk Byg, som er gået konkurs dagen før en bod på fem millioner kroner skulle betales til fagforbundet 3F, så skal man ikke have lov til at starte selskaber, hvor man ikke hæfter personligt.
Sådan lyder det nu fra kurator i en konkurssag, som tog sin begyndelse i Holbæk for mere end et år siden. Det skriver Fagbladet 3F.
Alen Kapetanovic er navnet på manden, som kurator håber, ikke må starte nye virksomheder. Han er medvirkende i den såkaldte Holbæk-sag, som Fagbladet 3F og DR afslørede i februar 2019.
Man kan måske huske, hvordan rumænske og pakistanske arbejdere blev snydt på to byggepladser i Holbæk samt i en lejlighed tilhørende en politimand på Frederiksberg.
Sagen førte aldrig til en politisag for menneskehandel - som ellers var 3F's anke, men løndumping så det forslog og brud på overenskomsten har arbejdsretten fastslået. Derfor den store gæld.
Det er dog ikke sandsynligt, at 3F og dermed rumænerne og pakistanerne i sagen ser en bøjet femøre. I sin redegørelse anslår kuratoren nemlig, at Akk Byg IVS har værdier for én krone. Samtidig er der på nuværende tidspunkt anmeldt krav i firmaets bo for over 6,7 millioner kroner.