Nyt kvarterhus skal kickstarte udviklingen af Gadehavekvarteret
Et nyt kvarterhus i Gadehavekvarteret i Høje-Taastrup skal være omdrejningspunkt for transformationen af kvarteret i løbet af de næste 10 år.
Høje Taastrup Kommune og DFB/domea.dk har en ambition om at omdanne Gadehavekvarteret til en vidensby. Kvarterhuset er det åbningstræk, der skal igangsætte kvarterets forandring og lægge grundstenen for et netværk af uddannelsestilbud. Fra folkeskolens mindste klasser, til ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, kollegieboliger og fastboende studerende.
Sammen med et nyt Campushus indgår kvarterhuset i en ny, stærk vidensakse gennem bydelen fra Høje-Taastrup Station og Høje-Taastrup Gymnasium til Teknologisk Institut.
Det skal samtidig være det naturlige mødested for kvarterets beboere og tiltrække borgere fra hele kommunen.
- Forandringen er et fælles projekt sammen med beboerne omkring Gadehavegårds fremtid som et blandet boligområde med stærke fællesskaber, et aktivt fritidsliv og et helt nyt image. Kvarterhuset skal være med til at styrke mulighederne for et liv som ung studerende i området med fællesskab og godt naboskab, fortæller formanden for afdelingsbestyrelsen i Gadehavegård, Ibrahim El-Khatib.
Kvarterhuset finansieres af Realdania, Høje-Taastrup kommune og DFB via støtte fra Landsbyggefonden.v
Huset bliver på mindst 1800 kvadratmeter og bliver opført midt i kvarterets nye aktivitetspark, som blev indviet i 2019.