Dansk konsulenthus vil booste væksten fra Esbjerg
Det danske konsulenthus A-Leaf Specialized Consulting, udvider deres aktiviteter med en ny afdeling i Esbjerg.
Med 50 specialister rundt i store dele af verden og opstart af kontorer i Indien, Egypten og Taiwan er fokus nu sat på et område, som A-Leafs stifter og administrerende direktør Anders Grimstrup-Larsen kalder for Danmarks 'Offshore Wind Capital' - nemlig Esbjerg.
- Esbjerg stikker af i de næste 10 år i forhold til aktiviteter inden for offshore vind og udviklingen af regeringens Energiøer, og den rejse skal vi selvfølgelig fortsat supportere. Vi har de seneste år haft en del store opgaver i Esbjerg, og vil nu gerne manifestere os yderligere i området ved at være helt tæt på de kunder, som også har base i Esbjerg. Åbningen i Esbjerg er en klar strategisk investering i fremtiden, som skal fortsætte den vækst, vi har oplevet i de seneste fem år. Det er baggrunden for, at vi nu satser så offensivt på at være til stede i Esbjerg med eget kontor, forklarer Anders Grimstrup-Larsen.
På det nye kontor i Esbjerg har den første medarbejder allerede sat sig til rette. Det er Alice Pedersen, som er ansat pr. 1. oktober som Senior Sales & Tender Manager. Hun vil få ansvaret for udbygningen af A-Leafs aktiviteter i Esbjerg afdelingen.
- Det er en fantastisk spændende udfordring at starte en helt ny afdeling op, og jeg er sikker på, at der er plads til A-Leafs specialister her i Esbjerg. Det er en klar fordel, at vi er et meget specialiseret konsulenthus med en størrelse, der gør, at vi er fleksible at arbejde med for de store virksomheder. Så nu starter arbejdet med at få udvidet A-Leafs kundeportefølje her i Esbjerg, siger Alice Pedersen.
Hun peger på, at et af de områder som har høj prioritet, er at få foden inden for, når regeringens Energiøer skal etableres.
- Energiøerne er utrolig interessante for os at kigge ind i. Her efterspørges præcis de specialer, vi er særligt stærke i, nemlig Offshore know-how og stålkonstruktioner, understreger hun.