Nomineret skole er renoveret fra top til tå
Renovering | Af hal |
Peder Lykkes Skolen har fået et gennemgribende løft.
Alle bygninger og lokaler på Peder Lykke Skolen på Amager er renoveret, og skolen har tilmed fået en helt ny bygning med science-lokaler, madskole, produktionskøkken, spiseområder og orangeri udenfor.
Med ombygningen følger også en udvidelse fra tre til fire spor, så endnu flere børn på Amager kan få glæde af den topmoderne Lykke-Skole, som i foråret blev nomineret til Årets Skolebyggeri 2020.
- Københavns Kommune har i de seneste ti år investeret mere end 10 milliarder kroner i at renovere og udvide byens folkeskoler. Peder Lykke Skolens renovering og nybygning er uhyre vellykket med topmoderne rammer og plads til endnu flere skolebørn. Folkeskolen skal være det naturlige førstevalg, og det glæder mig derfor meget at se, hvordan de nye faciliteter gør skoledagen endnu bedre for lærere og elever, siger overborgmester Frank Jensen (S)
På grund af corona-situationen har skolen nedjusteret antal deltagere. Indvielsen live-streames derfor, så elever og lærere følger med fra klasselokalerne. Overborgmesteren taler ved indvielsen i form af en videohilsen.