Kolding lægger an til betragtelig bolig-vækst
En dugfrisk lokalplansændring skal bane vej for 530 nye boliger i Kolding Kommune.
Øst for Vonsild nær Kolding er der plads til nye huse. Mange huse. I hvert fald, hvis man spørger på rådhuset, hvor politikerne netop har sendt en lokalplan i høring, der skal sikre plads til 530 nye boliger. Det skriver jv.dk.
Efterspørgslen på nye byggegrunde i kommunen er nemlig stigende, lyder meldingen, så der er basis for udvidelsen. Og plads er der masser af på den landbrugsjord, der ventes inddraget til udvidelsen. Formanden for plan-, bolig- og miljøudvalget, Birgitte Kragh (V), er ganske sikker på, at de kommende boliger vil blive afsat til både nuværende og nye medborgere i kommunen.
- Vi kan mærke en stor efterspørgsel i området både fra mennesker, som ønsker at flytte til, og fra lokale, der gerne vil blive i området i en mindre bolig. Jeg er sikker på, at det bliver attraktivt, siger hun til avisen.
Området ejes dels af Kolding Kommune, dels af private lodsejere. Lokalplanen ventes vedtaget til næste år.