Civica indsnævrer deltagerfeltet til strategisk byggepartnerskab
Civica etablerer et strategisk byggepartnerskab for at håndtere de kommende års omfattende bygge- og renoveringsopgaver.
I starten af august annoncerede Civica et udbud i forhold til prækvalificering af teams, som er egnede til at indgå i Civicas kommende strategiske byggepartnerskab.
Otte teams har budt ind i prækvalifikationsrunden, som netop er afsluttet. Tre teams er nu prækvalificeret til at byde ind på byggepartnerskabet. Administrerende direktør Jens Pilholm udtaler:
- Inden prækvalifikationsprocessen blev sat i gang, var vi rigtig spændte på at se hvor mange teams, der ville finde denne opgave tilstrækkelig interessant til at søge prækvalifikation. Derfor er vi naturligvis yderst tilfredse med at kunne konstatere, at otte teams faktisk søgte om prækvalifikation.
Der er i udbuddet til prækvalificering stillet krav til ansøgernes økonomiske og finansielle formåen, men også til andre forhold.
Civicas bygge- og udviklingschef Britt Kielstrup Hansen fortæller:
- Teamet skal have erfaring med almene boligrenoveringer og helhedsplaner støttet af Landsbyggefonden. Desuden skal teamet have erfaring med nedrivning og miljøsansering samt med udførelse af bæredygtigt byggeri. Og endeligt skal teamet have erfaring med at indgå i strategiske og længerevarende samarbejder. Vi ser frem til at modtage tilbud fra de tre stærke teams, der nu er prækvalificerede.
Følgende tre teams er prækvalificerede til at byde ind på Civicas kommende strategiske byggepartnerskab:
1) CASA Entreprise A/SViggo Madsen A/S, Rubow Arkitekter A/S samt Ekolab
2) Enemærke & Petersen A/SErik Arkitekter A/S KANT/Part of SWECO Oluf Jørgensen A/S samt SWECO BYMUNCH
3) MT Højgaard A/SArkitema samt Cowi
De tre prækvalificerede teams får nu frem til marts 2021 til at afgive deres bud, hvorefter der lægges op til indgåelsen af en fireårig partnerskabsaftale med start fra omkring maj måned 2021.