Fire teams prækvalificeret til OPP-psykiatri på Nyt OUH
Byggeri | Af Torben Jastram |
Region Syddanmark har nu udvalgt fire leverandører, der skal byde på at bygge psykiatrien på Nyt OUH.
Fem teams har vist interesse for OPP-projektet med at bygge og drifte psykiatrien på Nyt OUH. Af disse er de fire af Region Syddanmark ny blevet prækvalificeret til at byde på opgaven, der blandt andet omfatter etablering af otte sengeafsnit med i alt 142 senge, Telepsykiatrisk Center samt forskning og administration.
De fire teams er:
5E Byg A/S sammen med Friis & Moltke Architects A/S, ERIK Arkitekter A/S og INGENIØR'NE A/S.
A. Enggaard A/S sammen med AART Architects A/S og Niras A/S.
CASA A/S sammen med CF Møller Danmark A/S, Creo Arkitekter A/S, Sweco A/S og Kemp & Lauritzen A/S.
KPC Herning A/S sammen med Arkitema Architects A/S, AFRY A/S og KPC København A/S.
De prækvalificerede er udvalgt ud fra en samlet vurdering i henhold til udbudsbetingelserne.
Indledende tilbud i slutningen af november
Region Syddanmark og Nyt OUH ser frem til den næste fase i projektets tilblivelse, som omhandler afgivelse af indledende tilbudsgivning og efterfølgende forhandlinger. De fire mulige OPP-leverandører skal aflevere de indledende tilbud til regionen den 23. november 2020.
OPP-leverandøren skal både stå for at etablere og finansiere huset samt stå for den udvendige drift og vedligeholdelse i en periode på 20 år.