Pro Montage specialudvikler facade til Østerbro Skøjtehal
Pro Montage og datterselskabet, Midtjysk Pladebearbejdning skal sammen udvikle facade til Østerbro Skøjtehal.
Den nye skøjtehal på Østerbro bliver en del af et helt nyt bykvarter ved Østre Gasværk, hvor hallen med sin facade og arkitektoniske fremtoning skal bidrage til områdets udtryk.
Pro Montage har arbejdet sammen med Casa omkring facadeløsninger på mange projekter efterhånden, og blev derfor også valgt til opgaven på Østerbro Skøjtehal. Hertil har de sammen med datterselskabet Midtjysk Pladebearbejdning specialudviklet facaden, som er fremstillet i aluminium i et v-formet design.
- Vi er meget glade for, at Casa igen vælger os som leverandør, og dette projekt er helt specielt for os, fordi vi har egenudviklet facaden udtaler administrerende direktør Erik Gammelgaard fra Pro Montage.
Østerbro Skøjtehal bliver på 5000 kvadratmeter og får en skøjtebane med internationale mål på 30×60 meter, som både skal kunne anvendes af ishockeyspillere og skøjteløbere. Der bliver derudover etableret publikumsområder med plads til 500 tilskuere.