Thisted er landets næstbedste erhvervskommune
Dialog med de lokale håndværkere og entreprenører, hurtig behandling af byggesager og udbud på mange anlægsprojekter sikrer Thisted Kommune en 2. plads i Dansk Byggeris analyse af erhvervsklimaet.
Igen i år indtager Thisted Kommune en samlet 2. plads i Dansk Byggeris erhvervsanalyse. Når det isoleret set handler om ekspedition af byggesager og udbud af opgaver til lokale entreprenører og håndværkere løber Thisted med førstepladsen.
- Det er rigtigt glædeligt, at vi bevarer vores 2. plads, og vi dermed har vist, at vi kan bevare et højt niveau i vores samarbejde med de lokale virksomheder, fremfor at smide grus i maskineriet. Det er resultatet af en lang og vedvarende indsats igennem flere år, siger formand for kommunens udvalg for Erhverv, Arbejdsmarked og Kultur Niels Jørgen Pedersen og fortsætter:
- Dansk Byggeris analyse viser, at vi netop er gode samarbejdspartnere, og at vi stadig er hurtigst på byggesager. Det glæder mig. Samtidigt lægger vi som kommune en masse kroner og ører hos lokale entreprenører og håndværkere, og har en gennemsigtig udbudspolitik. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsat kan være med til at holde gang i hjulene lokalt, også selvom de sidste måneder under corona-krisen har udfordret både det kommunale og private erhvervsliv.
Ingen kæp i hjulet
Analysen tages også vel imod hos politikerne.
- For alle medlemmerne af kommunalbestyrelsen er det vigtigt, at vores virksomheder og iværksættere oplever en service og en myndighed, som er nem at have med at gøre. Vi skal ikke være dem, som stikker en kæp i hjulet, men dem, som hjælper med at gøre tingene nemmere indenfor lovens rammer. Derfor mener jeg også det er rigtigt positivt, at vi har kunne fastholde et højt niveau selv under coronakrisen, og at vi igennem hele det sidste år har leveret gode resultater til de erhvervsdrivende, siger borgmester Ulla Vestergaard.
Udover byggesagerne scorer Thisted Kommune en 1. plads på udbud af opgaver og en 3. plads på erhvervsaffald. Her spiller 24/7 ordningerne i Hanstholm og Thisted ind, samt at den generelle afgift for at komme af med affaldet blev fjernet i januar 2019. I stedet betaler hvert firma kun, når de kører ind på genbrugspladserne for at læsse af.
Erhvervsdialog fremmer forståelse
Hos Thy Erhvervsforum fremhæves kommunens dialog med de lokale erhvervsdrivende. Det forklarer erhvervschef Mikkel Johansen.
- Vi oplever en kommune, som er tæt på vores medlemmer, og som gerne går i dialog om forskellige løsninger, særligt når det handler om byggesager. Så bliver det hurtigere at komme igennem systemet bagefter. Samtidigt holder vi jævnligt møder om eksempelvis om kommende udbud, sådan at vores medlemmer er forberedte lidt på, hvad der sker i løbet af året. Når det ind imellem halter eller knager lidt, er det som regel fordi lovgivningen på eksempelvis at give en tilladelse, er besværlig. Men også her finder vi som regel en mellemvej og en fælles god løsning mellem myndigheden og de lokale virksomheder.