Ny mand skal bestyre statens ejendomme
Freja Ejendomme, den statslige ejendomsadministrator, har fået ny bestyrelsesformand. Hans J. Carstensen, som har været næstformand siden 2014, træder til.
Alt fra Vridsløselille Statsfængsel, Tårnby Retsbygning til Flyvestation Værløse har været gennem hænderne på Freja Ejendomme, som er statens forlængede arm, når det kommer til vores alle sammen bygninger.
Men nu skal en ny mand tegne institutionen og de løfte opgaven med at varetage salget og udviklingen af de mange spektakulære bygninger. Søren Johansen, der blev bestyrelsesformand i 2010 fratræder, og Hans J. Carstensen, der har været næstformand siden 2014, hvor han indtrådte i Freja ejendommes bestyrelse, går skridtet op ad stigen.
Sidstnævnte er koncerndirektør i Egmont og bestrider desuden flere bestyrelsesposter. Hovedpersonen selv siger om sin udnævnelse:
- Jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte det spændende arbejde i Freja Ejendommes bestyrelse, nu blot som formand. Freja står i dag stærkere end nogensinde og jeg ser frem til at bidrage til, at fortsætte den gode udvikling.
Karen Mosbech, administrerende direktør i Freja Ejendomme siger følgende om sin nye chef.
- I dag er præget af blandede følelser for både mig og resten af ledelsen. Vi er naturligvis kede af at sige farvel til Søren Johansen som har været en yderst respekteret formand med en tårnhøj faglighed og integritet. Men jeg er samtidig utrolig glad for at Hans J. Carstensen har sagt ja til at påtage sig opgaven som formand for bestyrelsen. Hans kender Freja rigtig godt efter seks år som næstformand og jeg ser frem til at fortsætte vores gode og tætte samarbejde.
Søren Johansen meldte tidligere i år ud, at han ønskede at træde ud af Freja Ejendommes bestyrelse.